Min udstationering

Min tjeneste i Dvor HQ-Coy

De første ca. 3 måneder var jeg placeret som kontorhjælper på kommandokontoret i Dvor. Kontoret lå sammen med andre kontorer i en gymnastiksal, hvor der var opsat skillevægge af flamingo. Der var specielt 4 ting, der gjorde det lidt småkedeligt at have den stilling. Måske ikke selve stillingen, men nok egentlig bare at være i selve lejren.

Det ene var støv og jord. Det var helt ufatteligt så meget støv der konstant var i gymnastiksalen. Med flere hundrede (!) mennesker der dagligt kom ind og ud, slæbte de alle støv fra jorden udenfor med ind. Som ryger kan man godt have "et tømt askebæger i munden" nogle morgener, men dette var næsten værre. Når man kom ind i salen om morgenen, rev den støvfyldte luft straks i lungerne. Det var ikke så rart at sidde en arbejdsdag i den luft. Man vænnede sig da til det, men alligevel.

Det andet var, at der ikke var meget at lave - hverken i arbejdstiden eller fritiden. Arbejdstiden gik mest med at drikke kaffe og nusse rundt med et eller andet. Eventuelt tog man over i et træningsrum og trænede lidt eller man fyldte nogle sandsække til det observationstårn, der skulle bygges på toppen af gumnastiksalen.

Det tredije var, at vi boede 3 i en lille og skummel prefad - en beboelseskontainer. Dér skulle være plads til 3 senge, 3 skabe og alt ens udstyr. Pladsen var meget trang - vi havde dog et skrivebord i vores, men man skulle altid møve rundt med alt. Og os 3 der delte prefab skulle møde på forskellige tidspunkter, hvilket gjorde, at man følte der altid var en der var ved at stå op eller gå i seng.

Det fjerde var, at jeg skulle have radiovagt omkring 3 gange om ugen i en 8 timers vagt. Det bestod i at sidde ved radioudstyret og lytte efter hvad der skete rundt omkring, besvare opkald og sådan nogle ting. Og så skulle man tjekke status-meldinger (og selv afgive) hver hele time. Dét var kedeligt - men det var da også der jeg fik skrevet en hel del breve.

Radiorummet i Dvor   Dvor lejren

Fritiden havde man ikke vildt meget at bruge til. Man kunne gå i messen og drikke bajere eller sidde og se TV. De fleste valgte bajerne. Det var sjældent man kom uden for lejren. I kraft af at jeg var på kommandokontoret, var jeg ude og køre vel to gange om ugen i snit - mest til Kostajnica, hovedkvarteret for den danske lejre, der lå omkring 10 kilometer væk.

Jeg kendte egentlig ikke så mange i Dvor-lejren. Til gengæld havde jeg en god ven i kostajnica. Vi fik da besøgt hinanden engang imellem, men ikke så tit. Det var i øvrigt ham, der mens jeg var afsted på hold 4, hvor han var hjemme, fortalte en pige mangt og meget om mig. Hende er jeg i dag gift med.   :)

I begyndelsen af maj tog jeg hjem på "leave" i en lille uges tid. Imens jeg var hjemme, kom der en forespørgsel fra sektor-hovedkvarteret i Topusko på 3 mand, der skulle arbejde deroppe. Der var ingen der frivilligt ville melde sig, for ingen gad være et så kedeligt sted som Topusko havde ry for at være. Derfor blev det besluttet, at jeg skulle derop, da vi egentlig var en mand for meget på kommandokontoret, og jeg var den senest ankomne. Det vidste jeg dog ikke noget om på det tidspunkt.