Jugoslaviens historie fra første verdenskrig til i borgerkrigen

Jugoslaviens historie

Efter 1. verdenskrig var der et stærkt ønske om at samle de fleste af landets mange delstater til en stat, og man oprettede et kongedømme under den serbiske kong Aleksandar. I demokratiets navn oprettedes et parlament, men uden en egentlig magt. I 1929 nedlagde Aleksandar parlamentet og magten blev herefter samlet i den serbiske hær og overklasse.

I 1934 myrdede den kroatiske nationalbevægelse Usta´sa kong Aleksandar, der blev efterfulgt af den stærkt højreorienterede prins Ravel.

I 1941 underskrev prins Pavel en traktat med Tyskland, Bulgarien og Italien. Dette afstedkom store demonstrationer i de Jugoslaviske byer og prins Pavel blev den 27. marts fjernet ved et statskup, hvor man i stedet indsatte den 17-årige prins Petar.

Hitler misbilligede dette og besluttede at udsætte krigen med Sovjet, for i stedet at knuse opstanden i Jugoslavien.
Nazi-Tyskland, Italien og Bulgarien delte derefter landet, således at Tyskland og Italien delte Slovenien, og Italien fik yderligere hele kystlandet og kontrollen med Montenegro. Albanien, der var under italiensk kontrol, fik en stor bid af Kosovo og Makedonien. Bulgarien fik resten af Makedonien. Rumænien og Ungarn delte Vojvodina og tyskerne besatte Serbien og udnævnte en Quisling-regering under ledelse af general Nedic.

Tilbage var Kroatien og Bosnien, der under navnet Den Uafhængige Stat Kroatien blev en vasalstat under Italien, og Quislingen Ante Pavelic blev indsat som leder. Pavelic var leder af den fascistiske terror-organisation Usta´sa.

Tyskernes og italienernes medløbere udøvede et udstrakt terrorregime og forfulgte brutalt forskellige etniske befolkningsgrupper, anderledes troende og politiske modstandere, og foretog de utroligste overgreb overfor deres egen befolkning.

Et af resultaterne var at der opstod flere forskellige partisangrupper, hvoraf den mest kendte og senere meget betydningsfulde blev ledet af Tito, den senere regeringschef i det befriede Jugoslavien.

Efter 2. verdenskrig samledes Jugoslavien som en folkedemokratisk føderativ republik, bestående af 6 ligestillede republikker og 2 autonome provinser, under ledelse af Tito. Landet fik 3 officielle sprog; slovensk, serbokroatisk og makedonsk, og anvendte 2 alfabeter; latinsk og kyrillisk. Endvidere undervistes der i ungarsk, albansk, tyrkisk, rumænsk, slovakisk, bulgarsk og italiensk m.m. alle de steder hvor der var behov for at tage hensyn til minoritetsgrupper.

Under det socialistiske styre skaffede man sig af med politiske modstandere og forfulgte anderledes tænkende, ligesom man rensede ud blandt de, der havde støttet Hitler. Der har ved flere lejligheder været optræk til uro i Jugoslavien op gennem 60´erne og 70´erne, og blandt andet har især Kroaterne været utilfredse med at mange beslutninger blev taget i Beograd. Som en følge af urolighederne foretog Tito en del udrensninger og arrestationer - en ikke særlig diplomatisk, men effektiv, løsning på problemerne.

Det hele kulminerede med borgerkrig i 1991.