Min udstationering

Min tjeneste i Topusko SHQN

Jeg blev som sagt flyttet ganske ufrivilligt fra Dvor-lejren til hovedkvarteret i Topusko. Det var ikke noget jeg var glad for, for alle sagde de havde hørt det var et kedelig sted og at der kun var 19 danskere, heraf 5 i militærpolitiet. Bortset fra MP´erne var der et par overkonstabler, et par sergeanter, en kaptajn og så ellers majorer og oberster for resten af pengene, afsluttende med Brigadegeneral Hesselberg. Puha, det lød godt nok ikke sjovt.

Nåmen jeg ankom til stedet og så til min store overraskelse, at indkvarteringen skulle ske på et hotel. Jeg skulle dele et værelse med en anden konstabel på hotellet. Det var bare i orden. Værelserne var tilpas store med masser af skabeplads til udstyret og et stort badeværelse, en altan og gulvvarme over det hele. Yderligere blev der gjort rent på værelserne hver morgen af nogle rengøringskoner. Det var da for fedt.

Jeg fik også vist hvor spisningen fandt sted. Det var selvfølgelig i hotellets restaurent, hvor der var ansat en polsk kok (blev senere udskiftet med en kok fra New Zealand). Maden var - for det meste - fremragende med et stort udvalg og en stor salatbar. Og dér skulle man spise dagligt!

Til sidst fik jeg fremvist min arbejdsplads. Den lå en lille kilometer væk i en skole, der var indrettet som kontorer. Jeg skulle arbejde i Logistik-afdelingen som befalingsmand på kontoret, der var indrettet i et klasseværelse. Vi var faktisk kun 3 på kontoret til at begynde med. En dansk major Bendixen, en polsk major (som jeg troede var konstabel og derfor ofte satte i sving med diverse opgaver, indtil jeg fandt ud af hans egentlige rang) og så mig selv. Der var masser af plads, eget skrivebord og man passede sig selv det meste af dagen.

Den første uges tid brugte jeg til at få styr på lageret, ryddet op og katalogseret hele lageret. Derefter var det mest behageligt nusseri. Omkring engang i ugen bestilte jeg artikler (mest kontorartikler) fra hovedlageret i Zagreb og hentede det derefter selv. Man kunne næsten altid få fat i en bil til det formål. Vi havde en del forskellige biler, bl.a. Golf, Toyota Hi-Ace minibusser og nogle fede Nissan Offroadere med automatgear - helt klart min foretrukne. Senere fik vi nogle Nissan Pickup og en del Cherokee jeeps.

I kraft af mit arbejde var jeg en hel del uge at køre. Enten for at hente varer i Zagreb eller bare for at tage til møde eller lignende derinde. Engang imellem også bare for at køre en major derind. I Zagreb brugte jeg en del tid med at gå rundt og kigge på byen og spise pizzaer.

Vi tog også tit ud til kysten, enten til Rijeka eller til ferieøen Krk. Det var vel i sommerperioden hver anden weekend vi tog den tur, enten bare et par stykker eller en hel busfuld, alt efter hvem der ville med. Vi havde da også generalen med et par gange. Det var enormt hyggeligt og meget afstressende i forhold til at være i indsatsområdet og savne det derhjemme.

I efteråret forelog min nye chef - som jeg fik om sommeren, en dansk major Verwoolt - at vi skulle bygge en bar til FN personel, da det ligesom manglede. Det brugte vi så en hel del tid på efterfølgende og det blev en udemærket success. I starten drev vi den selv, men til sidst blev nogle lokale hyret til at drive den.

Sent om efteråret kom så frenskmændene og skulle overtage en del arbejde i hovedkvarteret. Det var en nedtur, da maden ikke længere blev leveret fra Danmark, men Frankrig. Og den var noget dårligere end det vi ellers var vandt til. Ligeleds kom jeg ikke så heldigt ud af det med en fransk oberst, der blev øverste chef på vores kontor. Men jeg kompenserede ved ikke så ofte at være på kontoret og kørte i stedet til Zagreb, hvor den danske major tit gav nogle gode alibier (han var selv mere i Zagreb end han var på kontoret).

I februar 1004 blev jeg så modvilligt sendt hjem, men med henbliv på at komme tilbage. Det blev dog aldrig til noget, da jeg fik bedre tanker (Inger, min hustru). Jeg savner dog stadig i dag at komme afsted igen.