Karlovac-affæren var min første egentlige meget ubehageligt oplevelse. Den startede ganske udmærket med at vi var en flok på hvad jeg husker som 6 personer og to biler, som besluttede at smutte en tur til kysten en almindelig solrig lørdag. Som sagt så gjort. Bilerne blev læsset med vores standardudrustning og civil kluns samt badetøj og lignende, og vi kørte over Karlovac videre til øen Krk. Dér havde vi en pragtfuld dag ved vandet.

På vej hjem igen gik et eller andet galt, da vi skulle passere den serbiske del af Karlovac-crossingen. Et par serbere besluttede, at de ville kigge i bagagerummet på en af bilerne, hvilket de blev nægtet. Efter lidt diskussion blev en serbisk officer tilkaldt fra bygningen ved crossingen. Generalen (øverstkommanderende for Sector North) stod ud af bilen og havde en længere diskussion med officeren, som vi ikke rigtig kunne høre derfra hvor vi sad.

Efterhånden var der kommet en håndfuld serbere ud fra bygningen og stod ved den ene side af bilerne med deres automatrifler. Vi havde endnu ikke rigtig fundet situationen trykket, lige indtil nogle af serberne blev beordret til at bemande de to kampvogne, der stod ved crossingen. De løb hen til disse og bemandede maskingeværerne og drejede kanonløbene ind på bilerne, mens vi kunne høre bundstykkerne lukke. Først her blev vi nervøse - uvidende om, at vi kort efter skulle blive meget mere nervøse.

Generalen fortsatte diskussionen med officeren. Efter en del tid, hvad Generalen og jeg er enige om måtte være mindst 1½ time, blev der råbt lidt flere ordrer på serbokroatisk, og de serbere der stod ved bilerne begyndte at rykke længere væk. Tanken om, at de afgivne ordrer temmelig sikkert havde noget med kampvognene at gøre meldte sig straks.

Klar til kamp!

Efter yderligere lidt tid kom Generalen hen til vores bil og gav en kort instruks, der lød: "På med vest og klar til kamp". Først her blev vi egentlig bekendt med, at vi tilsyneladende var dem der var blevet udvalgt til at finde ud af, om det var værd at dø for princippet om, at de lokale ingen ret havde til at gennemse FN-soldaters udrustning eller køretøjer.

Vi steg ud af bilerne, iførte os fragmentationsvest og tog ladegreb på vores våben. Dem der havde hjelm med påførte også denne. Det havde jeg ikke selv, hvilket jeg fortrød i det øjeblik. Generalen satte sig derefter ind i en af bilerne og begyndte at afgive diverse kommandoer over radioen. Imens kunne vi ikke gøre ret meget andet end at slå ring om bilerne og gøre som beordret; være klar til kamp. Synet af de to kampvogne fik mig her til at tænde en smøg - og mest af alt havde jeg lyst til at tænde en hel pakke.

Nogle minutter senere sluttede generalen sig til os og instruerede i at vi skulle afvente yderligere. Den efterfølgende tid var meget lang og meget stille. De serbere, der ikke var i kampvognene, havde taget stilling i nærheden af deres indkvarteringsbygning omkring 20 meter fra bilerne. Vi selv stod omkring disse, velvidende, at vi ikke kunne gøre ret meget, hvis det kom til en skudveksling - i hvert fald ikke så længe kampvognene pegede direkte på os.

Efter noget tid gav vores danske kvindelige seniorsergent efter for presset og måtte simpelthen lægge sig ned på vejen. Ikke et ondt ord om dette - vi havde allesammen mest lyst til at gøre det samme. Vi fik hende hjulpet ind i bilen og tog bagefter - modstræbende - opstilling ved bilerne igen.

Jeg fik her kigget de nærmeste serbere an og udvalgte den serber (den nærmeste) som jeg ville prøve at nedkæmpe, hvis det kom så vidt. Det virkede nyttesløst, da de dels var flere end os og dels - specielt - da de havde to kampvogne og vi stort set ingen dækning havde andet end en flad vej. Havde vi været lige i bevæbning tror jeg vi alle havde været mere tændte. Men her var der kun et muligt udfald, så der var ingen grund til optimisme af nogen art.

Polsk indrykning

Jeg er ikke klar over hvor lang tid der gik. Måske en halv time mere - måske en hel. Men pludselig kom flere polske pansrede mandskabsvogne farende. Der blev afgivet hurtige ordrer, og to panserværns delinger tog opstilling over for de to serbiske kampvogne og lagde granater i deres panserværns dyser. Yderligere polske delinger sikrede området fra forskellige positioner med håndvåben, lette maskingeværer og et enkelt tungt maskingevær.

Der indløb meldinger over radioen om at danske og muligvis hollandske (kan ikke helt huske det) styrker var på vej. Generalen fik anråbt den nu meget nervøst udseende serbiske officer og gav et tilbud om genforhandling af situationen. Det tog ikke megen overvejelse, før kampvognene var afmandet og enhver trussel fra serbisk side ophørt. Mindre end ti minutter efter var det hele overstået. Ingen havde rodet bagagerummet igennem og vi fik lov til at passere.

Stemningen resten af turen hjem til Topusko var meget trykket og meget stille.

Samme dag valgte seniorsergenten at indgive sin afsked og ophæve sin kontrakt. Hun tog hjem ugen efter. Episoden havde været for meget for hende. Selv om vi andre blev, var det ikke noget vi glemte det første stykke tid, og der skulle en del smøger og en del øl til for at lægge en dæmper på nerverne resten af den dag.

Ofre sit liv for principper

Jeg har snakket episoden lidt igennem med Generalen her 12 år senere. En af de ting han havde den største tvivl omkring var, om princippet med at de ikke måtte gennemrode vores ting var det hele værd. Ville vi virkelig være villige til at gå i direkte nærkamp i en situation vi ikke ville kunne vinde, for at fastholde dette princip? Og hvis vi i stedet gav efter, hvilke konsekvenser ville det så ikke have, når serberne kunne gennemtvinge at de kunne rode i selveste Sector Commanders bil?

Egentlig vil jeg sige, at det var princippet værd. Jeg er sikker på vi ikke ville overleve konfrontationen, hvis en skudveksling havde fundet sted før polakkerne kom. Og selv med polakkernes tilstedeværelse krævede vores første overlevelse, at de kunne sætte begge kampvogne ud af drift, før disse kunne afgive et skud. Samtidig havde vi en håndfuld serbere med automatvåben at bekymre os om, der havde bedre dækning end vi havde.

Men når man snakker om at kæmpe til døden for et princip, er der forskel på om det er "nogen" der kæmper til døden eller om det er en selv. Eller er der? Den dag i dag er jeg stadig ikke sikker, da det er nemt at havde den holdning, så længe det ikke er en selv det går ud over. Men alligevel bakker jeg handlingsforløbet fra generalens side op fuldt ud.

---

Kilde: Karsten Gryet
Årstal: 1993