Af oberstløjtnant B. Hoff, H.O.K.
Udgivet første gang i Hærnyt nr. 1, 1992.

Indtryk fra en besøgsrejse til det danske kontingent i det tidligere Jugoslavien.

Stabsvognen standsede ved en vejbom, og atter engang måtte vi vise vore FN identitetskort. En halvgammel kroatisk grænsesoldat med brungrøn kamuflageuniform, ølmave og geværet hængende over skulderen kastede et uinteresseret blik på kortene og løftede vejbommen. Langsomt rullede vi ind gennem den ødelagte landsby, der som et ingenmandsland dannede fronten. Husene var sønderskudt og mange tage faldet ned. Et større hul i stueetagen på den tidligere skole vidnede om en træffer fra en kampvogn. Vejen var fyld af granathuller, og langs siden lå panserminer. "Men nu har de dog taget stødpindene af dem", sagde vor vært.

Midt i landsbyen stod en velkendt hvidmalet Geländevogn. Vi steg ud i den stærke sol og hilste på major B. Richter, Gardehusarregimentet. Sammen med et par andre danske soldater leder han her, umiddelbart syd for Karlovac, den kontrolpost, som er det eneste sikre sted at passere fronten. Midt i de trøstesløse omgivelser fortalte han om mange opmuntrende små episoder. Hvordan han havde fået tidligere naboer til igen at tale med hinanden, og hvorledes han havde brugt den krykke, en forstuvet fod havde givet ham, til at få ryddet minerne fra nabobyens gade. "For hvorledes kunne jeg ellers komme ind til dem, når jeg nu ikke kunne gå".

Han fortalte om oprettelsen af de varme linier, det vil sige direkte telefonforbindelser FN-soldaterne har bygget, så lederne på hver side straks kan ringe til hinanden, når skyderier begynder. Uheld eller skyden i luften af glæde eller i beruselse giver derfor ikke mere anledning til lange natlige dueller. Og han fortalte, hvorledes de nu var begyndt at udveksle aviser.

Alt sammen små fremskridt skabt gennem en utrættelig diplomatisk pendulfart, hvor ideer plantes og får tid til at modnes. Men fremskridt, som gør livet lettere at leve, og som i længden skaber grundlag for en varig politisk løsning. Mens vi stod der, kom en gruppe kroatiske soldater slentrende forbi med spader over skuldrene. De havde været ude at grave nogle døde dyr ned. Deres langsomme skridt, og de sænkede blikke, skyldtes ikke blot den tunge varme, men den konstante agtpågivenhed over for miner gemt i det høje græs.

Vi sad atter op og fortsatte kør sien til landsbyens sydlige kant, hvor en nigeriansk FN-kolonne holdt ved endnu en vejbom. Nu bemandet med etniske serbere i deres tunge filtgrå uniformer. "Ahhhh Danish Colonel", udbrød vagten, og hans ansigt klarede op, da han så vor vært oberst J.B.Nielsen, og med en fejende håndbevægelse vinkede han os udenom den nigerianske kolonne. "Læg mærke til, hvordan de har indrettet sig", sagde obersten, "om kort tid står der såmænd et toldskilt".

Turen til DANCON tager ca. fire timer. Den slynger sig gennem maleriske lave bjerge og frodige sletter. Men overalt står hæslige brandtomter og minder om borgerkrigen. Hvordan de er opstået, kan vi kun gætte os til. Først har man vel om natten skudt på husene, så beboerne er flygtet. Derefter er alt, hvad der kunne bruges, plyndret, lige til elektriske installationer, som er revet ud af væggene. Til slut er husene brændt af, for at beboerne ikke mere kan vende tilbage. Dermed er næsten alle etniske kroater jaget ud af Serbisk Krajina, der nu forsøger at opnå status som selvstændig stat. Det er i dette område, at DANCON ligger, og det er med de tilbageblevne etniske serbere, DANCON forhandler.

Selv om det ikke er nogen let sag, fordi den politiske situation er ændret så stærkt siden FN-mandatet blev givet, og fordi den tidligere jugoslaviske hær efterlod så meget krigsmateriel til de etniske serbere, er DANCON dog kommet ganske langt. Gennem permanent tilstedeværelse, intensiv patruljering og utallige forhandlinger har FN-styrken opnået et sådant kendskab til hvad der foregår, at stridens parter ikke upåtalt kan bryde våbenhvilen.

I den kommende tid tegner der sig en udvikling, der kan gå to modsatrettede veje. På den ene side er kamphandlinger som skyderier og snigmord i området aftaget. Fjendtlighederne omfatter nu hovedsagelig udveksling af artilleri- og mortérskydninger over fronten om natten, mens civile trygt kan færdes på vejene om dagen. DANCON gradvise overtagelse af ansvaret for området vil forstærke denne tendens. På den anden side er FN-sanktioner ved virkelig at kunne mærkes. Der er kun vand i hanerne og strøm i ledningerne en gang imellem. Drivmidler og forbrugsvarer er sjældne, og kun almindelige madvarer synes denne landbrugsbefolkning fortsat at råde over. Efterhånden som befolkningens afsavn bliver mere smertefulde, vil der måske opstå negative følelser overfor FN-styrkerne.

Men hvilken retning udviklingen vil tage, kan kun fremtiden vise.

---

Kilde: Hærnyt, 1/1992
Oprindelsesår: 1992
Publiceret: 1. juli 2018