Blog, nyheder, artikler og historiske genopslag

Af KS J. Ryge Mortensen.
Udgivet første gang i Den Blå Baret nr. 9, 1992.

Læserbrev fra
KS J. Ryge Mortensen
1.del/4.grp. B-Coy
DANCON/UNPROFOR

Vi befinder os på OP 2.3. (2 = B-Coy - 3. OP fra øst)

Observationsposten ligger på et dige ned til floden Sava. Denne flod skiller serbisk Krajina (tidligere Kroatien) fra Bosnien-Herzegovina.

Fra OP-tårnet har vi udsigt til den bosniske by Drenov Bok samt et godt stykke, ca. 2,5 km af floden Sava. I østlig retning ca. 100 m. har serbisk milica en beboet stilling, hvor de observerer mod Bosnien. Længere ud af diget, der strækker sig ca 8 km. til OP 2.2, har serberne 17 stillinger, alle forladte. Vi kontrollerer disse ved 1 natlig patrulje i døgnet. Vi har samtidig til opgave at patruljere 1 gang daglig i skovene omkring OP 2.3.

Disse patruljer er vore eneste opgaver uden for OP. Ellers er vor opgave vagt i tårnet døgnet rundt. Fra 08.00 - 20.00 1 person og fra 20.00 - 08.00 2 personer. Vi har et system, hvor vi 4 dage har 6-9 timers vagt i døgnet, de resterende dage kun 3 timers vagt, så der er chance for at sove ud efter 4 døgn med max. 2 timers sammenhængende søvn.

Området er efter FN-indtrængen blevet roligt. De kroatiske stillinger på modsatte side af Sava er forladte, og der er ikke længere skyderi over floden. Folk fra Drenov Bok er begyndt at komme ned til floden. De vander deres køer, vasker tøj og bader i floden. De er begyndt at genopbygge ituskudte huse. Serberne reagerer ikke på dette på grund af vor tilstedeværelse. Vore forhold er rimelige. Vi har 4 prefabs (containere). Den ene er en bade/WC container. Til denne modtager vi vand ca. hver 3. dag. Dette vand bruges til at bade, vaske op og vaske tøj i. I containeren er der et elektrisk tørkloset, hvilket er meget hygiejnisk.

Foruden bade-containeren har vi to sove/opholds-containere. Den fjerde container er forbeholdt køkken/ spisegrej. Vi får leveret mad, post, aviser, drikkevand og diesel (til generator) hver dag inde fra Camp. Vi har rigelig med mad, der kommer fra Danmark. Til opbevaring af dette har vi køleskab samt brødkasser. Det er nødvendigt at pakke maden godt vade, da vi den første måned fangede over 100 mus.

I gruppen er vi 1 sergent og 6 konstabler, som skal leve sammen 14 dage ad gangen på sådan en OP. Indtil videre er det gået godt, og sammenholdet er fint. Når vi har "fri", er der mulighed for at dyrke lidt fut (fysisk uddannelse og træning), spille kort, terning, ludo eller Trivial Pursuit. Man kan selvføgelig også læse en bog eller sove.

Efter 14 dage skal vi tilbage til Camp og være der i 14 dage. Camp ligger ca 10 km. fra OP 2.3 i byen Dubica ved floden Una. I camp er der mulighed for at gå i messen eller spille boldspil m.v. samtidig med, at man skal være campvagt eller klar til at rykke ud, hvis ballonen går op.

Alt i alt er her stille og roligt. Civilbefolkningen har stor respekt for FN, det samme har serbisk politi og militær i B-Coy område. Jeg har indtil nu fået en stor oplevelse, som jeg vil kunne huske resten af livet, og jeg har ikke fortrudt, jeg tog af sted.


Kilde: Den Blå Baret, 9/1992
Oprindelsesår: 1992
Publiceret: 15. februar 2019

Kilde: https://www.unprofor.dk/blog/dagligdagen-i-det-tidligere-jugoslavien/34/