Udgivet første gang i Den Blå Baret nr. 4, 1996.

For flyveroverkonstabel Jesper Lystrup fra Eskadrille 541, Stevns, har hans korte karriere som frivillig i FN's fredsbevarende styrke i eks-Jugoslavien været mere dramatisk end som så. Den 18. september 1995 befandt han sig i bunker GUL 1, da en granat trængte gennem sandsækkene og eksploderede inde i bunkeren. Resultatet var en dræbt, en hårdt kvæstet og flere lettere sårede. Lystrup kom til at spille en afgørende rolle i den førstehjælp, der blev givet efter eksplosionen.

Hæder

Jesper Lystrups indsats i bunker Gul 1 den septemberdag blev bemærket hjemme i Danmark. Først fik han 10.000 kr. af Ole Erik Andersens fond, og herefter blev han inviteret til Flyvestation Skalstrup. Han kendte ikke selv grunden, som var, at chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Laurids Tophøj (TOP) ønskede at hædre ham i overværelse af flyvevåbnets chefer. Lystrup var noget overrasket over pludselig at være midtpunkt i forsamlingen, hvor TOP blandt andet sagde til ham: "Hvad du måtte have oplevet i bunker GUL 1, kan ingen af os sætte sig ind i. Men din måde at reagere på i en så alvorlig situation er vi stolte af. Vi er glade for, at du har vist verden, hvordan flyversoldater klarer sig i en skarp situation. Hæderen er det pæneste træ i skoven, og derfor vil jeg gerne sige dig tak for din indsats og overrække dig denne påskønnelse."

Den efterfølgende klapsalve fra cheferne var langvarig. På påskønnelsen stod: "Jeg ønsker hermed at tilkendegive min påskønnelse af den energiske indsats De ydede som FN-soldat i eks-Jugoslavien i bestræbelsen på at redde kammeraters liv. Under de givne omstændigheder reagerede De professionelt og modigt i en særdeles farefuld situation." Endvidere er Lystrup blevet indstillet til Forsvarets tapperhedsmedalje.

Svært at komme til FN

Efter frokosten med cheferne talte vi med Jesper Lystrup. Han fortalte, at han til daglig gør tjeneste ved Eskadrille 541 på Stevns som hjælpeinstruktør på Launcher til IHAWK (Improved Homing All the Way Killer-Missile (Forbedret radarstyret dræbermissil)), og i øvrigt har gjort tjeneste i Flyvevåbnet i 11 år. Han er ugift og bor i Greve. To gange før har han forsøgt at blive FN-soldat før det lykkedes den 26. august 1995. Vi spurgte, hvad hans forudsætninger for at gøre FN-tjeneste var. "Jeg er uddannet sygepasser og ammunitionsrydder på henholdsvis Jægersborg og Farum Kaserner, og det var nok til, at jeg ved tredje ansøgning kom på FN grund- og beredskabskursus på Vordingborg Kaserne."

Anderledes

Jesper Lystnip fortæller, at så snart uddannelsen var færdig, gik turen til Dvor i Kroatien, hvor det ingeniørdetachement han hørte til, blev underlagt stabskompagniet.

"At komme derned var meget anderledes", siger han. "Overalt lå der døde dyr, og husene var spolerede. Til gengæld var landskabet utroligt smukt, det havde de dog ikke kunnet ødelægge."

"Hvordan var jeres forhold til civilbefolkningen?"

"Dem havde vi overhovedet ingen kontakt med. Den eneste gang var, da vi var oppe i Dvor by for at lukke for noget af vandforsyningen. Nogle huse var blevet ramt af granater, og vandledninger var blevet sprængt, så vi måtte lukke for vandet, for at trykket ikke helt skulle forsvinde."

Krigen kommer

"Hvad skete der den 18. september?"

"Klokken 5 om morgenen startede vi på den obligatoriske 30 km DANBAT march. På vej tilbage mod lejren så vi en del kroatiske køretøjer med broslagningsmateriel og gummibåde. Det undrede mig lidt, her var jo ikke andet vand end det, der var i Una floden. 5 km fra lejren kom en af vore spejdervogne, og vi fik at vide, at vi skulle gå tilbage igen. Vi havde ikke gået længe, før vi blev samlet op af vore egne køretøjer og kørt til lejren i Dvor. Her fik vi fat i vores udrustning og gik ned i bunker GUL 1. Nede i bunkeren kunne vi tydeligt høre granatnedslagene. I de ca. halvandet døgn, vi sad i bunkeren, blev der talt ca. 260 granatnedslag. Der blev skudt med alle slags granater fra 20 mm luftværnsgranater til granater fra kampvogne til det, der hedder "pile-skud". Det vil sige granater, der går gennem alt."

Ulykken

Om der var tale om sigtet skydning mod bunker GUL 1 ved Lystrup ikke. Derimod ved han, at 2 kroatiske kampvogne opholdt sig lige bag lejren. Inde i bunker GUL 1 sad der 13 mand og talte granatnedslag. Stemningen var spændt. Pludselig lyder der et enormt brag i bunkeren, som fyldes med støv. "Derefter blev der helt stille," fortæller Lystrup. "Jeg tændte min lommelygte for at se, om der var nogen, der trængte til hjælp. Jeg fik øje på konstabel Michael Madsen. Han gav nogle grimme lyde fra sig, og jeg kunne se, at han var hårdt såret i hovedet, meget hårdt såret. Vi fik organiseret hjælp fra den anden bunker til at få ham båret ud til den pansrede mandskabsvogn (PMV), som vi brugte som ambulance. Gulvet i bunkeren var belagt med skærver. Det var en fejl, ingen af os havde tænkt på. Vi kunne nemlig ikke slæbe de sårede over gulvet, de skulle bæres, og det kræver folk med mange kræfter. Selv blev jeg i bunkeren for at se, om der var andre, der trængte til hjælp. Konstabel Jimmy Heiiser blødte fra et alvorligt sår i benet, og han var også ramt i hovedet. Han har senere fået fjernet sit ene øje. Jeg fik ham forbundet, og han blev båret ud i PMVen."

"Var der ingen panik?"

"Det er det helt utrolige, der var ingen panik. Alle opførte sig stille og roligt og professionelt efter eksplosionen."

Efter at de sårede var transporteret til det lille infirmeri i Kostajnica, flyttede Lystrup og hans kolleger over i bunker GUL 2, som tilhørte ingeniørerne. "Da vi havde siddet der i et par timer, fik vi at vide, at et missil havde ramt Signalhøjen i Dvor by. Jeg tog min forbindingstaske med, og i WOLF'en, et minesikkert køretøj, kørte vi derop. Jeg køb ind med min sygetaske og kunne konstatere, at de sårede ikke havde det værre, end at de kunne transporteres. Vi fik dem og 3 andre ud i WOLF'en, og under turen til Kostajnica forbandt jeg dem. På infirmeriet fik vi hilst på vore kammerater og fik at vide, at de hårdt sårede var fløjet til Zagreb. Det var en meget heftig dag." siger han stille.

"Da vi kom tilbage fra Kostajnica, gik vi ned i gæstebunkeren. Her sad 3 civile chauffører. De havde siddet der siden om formiddagen og var udgået for cigaretter. Jen hentede nogen til dem. Efter nogen tid flyttede vi over i bunker GUL 2."

"Hvor længe sad I i bunkeren?"

"Vi sad der fra mandag formiddag til tirsdag aften, hvor vi blev evakueret." Lystrup siger om evakueringen, som fra anden side er blevet kraftigt kritiseret: "Det er rigtigt, at vi blev evakueret i bløde køretøjer. Man skal blot huske på, at om natten blev der næsten ikke skudt, og derfor må det vel betragtes som sikkert nok, at der blev brugt bløde køretøjer. I øvrigt var der mange forskellige rygter om, hvordan vi skulle evakueres, inden det endelig blev til noget."

"Havde I nogen mulighed for at se, hvem der skød på Jer?"

"Nej, vi kunne ikke se dem med det blotte øje. Folkene fra TOW-missileme havde med deres sigte lokaliseret 2 stillinger. De kunne sagtens have nedkæmpet de 2 stillinger. Problemet var jo bare, at det måtte de ikke. FN-mandatet giver ikke den mulighed, og det var meget frustrerende."

Lejren blev evakueret til Petrinja, hvor personellet opholdt sig indtil afrejsen til Danmark. Tiden indtil afrejsen gik med at rydde lejrene. En dag, hvor Lystrup og hans chef kaptajn O. Klinksby var ude for at tømme en ammunitionscontainer, gik det galt igen. Lystrup fortæller: "Lige da jeg skulle til at klippe låsen til containeren over med en boltsaks, blev vi beskudt fra den anden side af floden. Vi faldt ned så hurtigt, det kunne lade sig gøre. Efter nogen tid prøvede jeg igen. Med samme resultat. Klinksby tilkaldte støtte fra 2 PMV, som kørte i stilling på hver sin side af containeren og rettede deres 12.7 mm maskingevær mod den stilling, der havde skudt. Så blev der ro, og vi fik tømt containeren. Det var lidt spændende."

Ingen gener

Vi spurgte Lystrup, om han havde haft eller har psykiske problemer efter de barske oplevelser.

"Mærkelig nok ikke, men det kan måske komme. Vi fik tilbudt psykologhjælp med det samme. Jeg sagde nej-tak. Derimod har flere af mine kolleger sagt ja og har været meget glade for det."

"Hvordan har du klaret det selv?"

"Jeg var med æresdetachementet, som fulgte Michael Madsens og Robin Bergholzs kister hjem, og jeg var med til at bære den ene af kisterne. Det var svært, men det værste var nok at tale med de pårørende om det, der skete. Derefter havde jeg kun et i hovedet, og det var at komme ned til mine kammerater igen. De var de eneste, der vidste, hvad der var sket og derfor dem, der var bedst at snakke med om det skete."

Afsted igen

Lystrup er glad for den hæder, der er blevet ham til del: "Jeg vil gerne sige, at der var mange andre i bunker GUL 1, der også burde have haft 10.000 kr. I sådanne situationer opdager man, hvad ens kolleger er værd, og jeg synes, at de alle er meget værd."

Lystrup, der i øjeblikket er under uddannelse i Farum, har meldt sig til en tur til og tilføjer: "Denne gang bliver det under andre betingelser, nu kan vi svare igen, og det er jeg glad for," slutter han samtalen.

---

Kilde: Den Blå Baret, 4/1996
Oprindelsesår: 1995
Publiceret: 30. april 2018