Af Torsten Gejl.
Udgivet første gang i Den Blå Baret nr. 4, 1998.

Husene har stadig huller fra granater og skud. Arbejdsløsheden er på 80 procent. Og på bjergsiderne omkring byen strækker de nye kirkegårde sig. Krigen har været hård ved bygninger og beboere i den gamle industriby Tuzla i det nordøstlige Bosnien. Alligevel symboliserer byen både håb og optimisme i efterkrigens kaotiske eks-Jugoslavien.

Den gamle industriby Tuzla er den eneste større by i Bosnien, der hverken valgte side eller overgav sig under krigen. I stedet stod borgerne sammen på tværs af etniske grupperinger og forsvarede byen med borgmesteren i spidsen.

- Vi er ikke en by i krig, vi er en by, der forsvarer sig, er borgmester Selim Beslagic citeret for at have sagt, da kampene var hårdest. Han er nu indstillet til Nobels fredspris.

Allerede tidligt i krigen på Balkan besluttede Tuzla kommune sig til hverken at tilslutte sig den muslimsk/kroatiske hær mod sydvest eller den serbiske mod nordøst. Folk, der var tilhængere af etnisk udrensning forlod byen sammen med dem, der ikke troede på, den kunne holde stand. Tilbage var muslimske, kroatiske og serbiske bosniere, der dannede et frivilligt korps, som forsvarede Tuzla gennem krigen.

Igor Rajner, politiker i Tuzlas byråd, var med til at bakke op om borgmesteren. - På et tidspunkt forsøgte den kroatisk/muslimske hær at mobilisere en offensiv mod øst, fortæller han.

- Derfor krævede de, at alle våbenføre mænd fra Tuzla skulle melde sig under fanerne. De kom ind i byen en morgen med lastbiler og kaldte alle mænd til byens torv. Men i stedet for at hoppe på vognene, smed mændene deres våben på torvet. Hærens repræsentanter blev så forvirrede, at de forlod byen i deres biler for ikke senere at vende tilbage.

Ingen af de stridende parter ville acceptere Tuzlas neutralitet, og en overgang var byen formelt i krig med både serbere på den ene side og den muslimsk/kroatiske føderationshær på den anden. Men i længden var det serberne, der forsøgte at overtage Tuzla. I løbet af krigen sendte de over 1500 granater ind over byen. En af granaterne forårsagede en katastrofe, men i stedet for at borgerne mistede modet, forstærkede det nærmest sammenholdet i Tuzla.

Der faldt en granat lige i det caféområde, hvor de unge holdt til, beretter Igor Rajner.

71 mistede livet og andre 170 blev såret. Vi begravede de fleste af de døde i en fællesgrav på byens ungdomskirkegård. De unge fik lov til at hvile sammen på tværs af baggrund og religion. Det fortæller noget om sammenholdet blandt de forskellige folkeslag i byen.

Efterkrigens kaos

Tuzla er en af de mest multietniske byer i Bosnien. De forskellige folkeslag bor fredeligt blandt hinanden, og her er mange blandede ægteskaber. I stort set resten af landet hersker kaotiske tilstande. I byen Brcko 70 kilometer mod nord har der været etniske udrensninger, og der er kun serbere tilbage. De 80 procent muslimer, der boede der før, bor nu i lejre fem kilometer derfra. I Mostar har byen delt sig i en muslimsk og en kroatisk del. Og i Doboj 70 kilometer mod vest forsøger de fredsbevarende soldater fra Den Danske Brigade at opretholde freden, selvom serberne sprænger de huse i luften, som muslimerne skulle vende tilbage til.

For mange mennesker er Tuzla det eneste symbol på, at folk stadig kan leve sammen ligesom før krigen. Men i stedet for at forsøge at vende hjem til deres egne byer, drager mange tusinde mod Tuzla. Der bor cirka 100.000 muslimer i flygtningelejre omkring byen, og ingen ved, hvad der sker når Tyskland udviser sine 350.000 bosniske flygtninge.

Demokrati fra bunden

Trods store problemer med genhusning af byens indbyggere og konstant oversvømmelse af flygtninge, repræsenterer Tuzla regionens, ja hele Bosniens største håb til fremtiden. Byen kan betegnes som hyggelig i sin hverdag, og folk går ud om aftenen. Universitetet fungerer, skolerne er åbne, og sportscentrene er i gang. Byen er præget af både kirker og moskéer, her er industrikvarterer under genopbygning og smalle gader med udpræget sydlandsk stemning.

Forandringerne i Tuzla er ikke bare mellem krig og fred, men også en fortsættelse af processen fra socialisme til demokrati. Især det sidste kræver en ændring af borgernes måde at tænke på. Forældrene skal forstå, at de må bestemme over de skoler, deres børn går i. De unge skal forstå, at de kan kræve indflydelse i ungdomscentrene.

19 årige Goran Orec, der forblev i Tuzla gennem hele krigen og fortsatte sin skolegang, arbejder i fritiden med at få unge til at forstå demokratiske principper. Vi er ved at søge penge hos fonde til at lave et demokratiseminar for unge fra hele Bosnien, fortæller Goran Orec.

Meningen er, at invitere unge fra forskellige organisationer i Europa til at komme og forklare, hvordan foreninger og organisationer er bygget op. I første omgang er det meningen, at unge fra Bosnien skal lære at arbejde sammen i stedet for at skyde på hinanden. Og så skal vi lære, hvordan vi styrer organisationer, når vi allesammen må bestemme. I vesten forekommer demokrati nok som en selvfølgelighed, men hernede er det noget, som skal læres fra bunden.

Nationalismen spøger

På lang sigt ved man godt, at demokrati er en forudsætning for at blive indlemmet i det internationale samfund.

Desværre er der mange politiske ekstremister, der er imod demokratiet, fortæller Igor Rajner. Det er for eksempel folk, der er blevet meget rige på at bedrive mafia-agtig virksomhed under krigen. De virker som meningsdannere, fordi folk ser op til dem grundet deres rigdom. Disse folk er meget nationalistiske. Almindelige mennesker vil gerne have demokrati, men ved første forhindring falder mange tilbage til nationalismen, der er "den trygge arm omkring din skulder".

Og forhindringer, pointerer Igor Rajner, dem er der mange af, før vi bliver et demokrati.

Lukket mod Europa

I mellemtiden arbejder Tuzla på at genopbygge sin industri, der enten er forældet eller udbombet. Før krigen var området et af Bosniens største industriområder. Man eksporterede kemikalier og havde et kulkraftværk med betydning for energitilførslen til hele Bosnien.

Selvom værket i dag kører på under 20 procent af sin normale kapacitet, forsyner man det meste af Bosnien med elektricitet. Men før eksporten kan genoprettes, er der nogle meget vigtige brikker, der skal falde på plads i den store politiske kabale.

Vejen ud af Bosnien går hovedsageligt over serbisk territorium, og det er lukket land. Eksport kræver en åbning af serbisk territorium ved for eksempel Doboj eller Brcko og videre ud gennem Kroatien til Europa. Det kræver igen indrømmelser til serberne, og her bliver det hele en del af det internationalt politiske spil i et land, hvor bare freden har svært nok ved at holde fast. Indtil forudsætningerne for økonomisk vækst er skabt i Bosnien, må landet fortsætte med at være afhængig af hjælp og tilskud fra de store hjælpeorganisationer i verdenssamfundet.

---

Kilde: Den Blå Baret, 4/1998
Oprindelsesår: 1998
Publiceret: 15. september 2018