Af J. Greve, Chef DANCON 2/UNPROFOR.
Udgivet første gang i HOK Information nr. 14, 1992.

Der vil være nogen, denne overskrift rykker i, og det er til dem, denne artikel henvender sig. Forældre, kærester, koner og andre pårørende eller læsere, som har almindelig interesse i, hvordan det går de 859 tjenstgørende ved denne styrke, som jeg er chef for. Jeg ved, at de bekymrer sig for os, blandt andet fordi kontakten hjemad er sparsom, og fordi der er en risiko ved tjenesten her. Men jeg kan forsikre Dem, at det, der ligger mig mest på sinde som chef, er at få alle i kontingentet helskindet hjem, når vores tjeneste her slutter. Denne artikel er et bidrag til læserens egen vurdering af netop risikoen.

Vi har været her godt en måned og føler os nu rimeligt gode til jobbet, selv om det er anderledes end det vi egentlig er uddannet til. Men netop den grundlæggende danske militære uddannelse har vist sig at være en ganske afgørende forudsætning for tjenesten her, og den er blevet suppleret med en uddannelse af nogle ugers varighed, som rettede sig direkte mod denne tjeneste. Det er mit indtryk i dag, at vi er bedre forberedt på opgaven end de fleste øvrige kontingenter i UNPROFOR. Det er vi også hvad materiel og udrustning angår.

Baggrunden

Vi befinder os i den del af Kroatien, som gjorde opstand efter den internationale anerkendelse af republikken som selvstændig stat. I vort ansvarsområde var langt den overvejende del af befolkningen serbere. Efter den kroatiske uafhængighedserklæring opstod der kampe mellem serbere og kroatere, idet begge parter ønskede dominans i området. Under kampene blev de respektive mindretal fordrevet fra deres huse og fra området, og de er i dag enten flygtninge eller genhuset som "displaced persons" i Bosnien, Kroatien eller i Krajina, som sammenslutningen af de vestlige områder i Kroatien med serbisk dominans kalder sig.

Halvdelen af UNPROFOR er indsat i Krajina for at bevare den fredsaftale, som blev etableret mellem Kroatien og Serbien under oprøret. DANCON ansvarsområde omfatter 1200 kvadratkilometer af Kroatien. Her findes næsten ingen industri, kun smålandbrug. Her er ingen højere skoler, kraftværker eller etagebyggeri, men dårlige veje og fattigdom i de to kommuner, Kostajnica og Dvor, som udgør hovedparten af vort ansvarsområde, og hvor en månedsløn på 300 kr. er god. Områdets ressourcer omfatter skov, især eg, men på grund af meget vanskelige terrænforhold kan hovedparten ikke udnyttes. I hver af de to kommuner var der før krigen knap 15.000 indbyggere, hvoraf serbere udgjorde et flertal på henholdsvis 62% og 86%. Antallet i dag er omtrent det samme, fordi kommunerne nu huser nogle tusinde flygtede serbere.

I forbindelse med opgøret genoplivedes det gamle had mellem serbere og kroatere, som havde luret siden 2. Verdenskrig. Man har næsten systematisk ødelagt kroaternes huse for at undgå at få de tidligere beboere tilbage. Hvor man før var naboer, er der nu knap en bebyggelse uden ruiner, som følge af sprængning og afbrænding. Visse steder står hele landsbyer som gabende tomme, sodsværtede ruiner, og vi har svært ved at vænne os til synet.

Men vi ser også levende landsbyer og helt uberørte steder oppe i bjergene. Og skønt store dele af den lokale befolkning er dybt berørte af opgørets rædsler, ser vi mange glade og tillidsfulde mennesker, som vinker til os, når vi kører forbi. De egentlige kampe her sluttede netop i disse dage for et år siden, og man har den 12. september 1992 fejret etårsdagen for befrielsen af Kostajnica, og vi oplever nu, at meget af det oprindelige liv vender tilbage. Men vi har hver især vor opfattelse af fredens skrøbelighed. Man er begyndt at rydde op i murbrokkerne, men man gør ikke meget ud af elledningeme, for hele området står fortsat uden eltilførsel, og jernbanen er groet til.

Opgaven

UNPROFOR mandat pålægger os tre hovedopgaver inden for vort ansvarsområde - og så "alt det andet".

1. Vi skal overvåge vort ansvarsområde for at se til, at de våben og enheder, som fandtes her så sent som i juni, og som efter våbenstilstandsaftalen er sat i depot eller hjemsendt, ikke dukker frem igen.

2. Vi skal sikre, at der ikke kommer nye enheder eller våben og andet krigsmateriel ind i vort ansvarsområde udefra.

3. Vi skal støtte kontrollen i grænseområdet mellem Krajina og Kroatien, (de såkaldte Pink Zones), for at undgå at parterne rykker ind med styrker.

Vi løser opgaverne med observationsposter, trafikkontrolposter, kørende patruljer og forhandlinger - altid med tolk, for næsten ingen i området forstår eller taler andet end serbokroatisk.

"Alt det andet" er blandt andet at undersøge parternes klager over hinanden, beskytte liv og ejendom, konfiskere ulovlige våben, påtale brug af ulovlig uniformering, og holde kontakt og samarbejde med lokale og militære myndigheder på begge sider af våbenstilstandslinjen. Og så skal vi i øvrigt passe på os selv og på hinanden.

Opgaverne var oprindelig rettet mod forholdet mellem Serbien og Kroatien, men etableringen af Krajina efter våbenstilstanden - omend uden nogen international anerkendelse - har vanskeliggjort UNPROFOR muligheder i to af de fire sektorer mandatet vedrører.

DANCON overvåger ca. 45 km af Krajinas grænse mod Kroatien. Og det er kompliceret af, at der foregik kampe efter fastlæggelsen af de områder, FN-styrkerne skulle indsættes i, hvorved de serbiske oprørere i denne del af Kroatien vandt yderligere terræn. Derved er den egentlige våbenstilstandslinjen længere inde i Kroatien end sektorgrænserne. Og det, som hindrede vore forgængere på DANCON 1 i at komme rigtig i gang med opgaverne indtil juni, var netop denne udvidelse af serbisk territorium i Kroatien, som ikke indgik i FN-aftalen, og som man ikke kunne enes om at overvåge. Det er nu en slags ingenmandsland, som begge parter hævder adkomsten til. Under benævnelsen "Pink Zones" overvåges områderne af FN militære observatører - støttet af UNPROFOR infanterienheder - herunder også DANCON.

Situationen i Pink Zonerne er på overfladen normalt rolig - men i virkeligheden eksplosiv, fordi en serbisk grænse milicia også bevogter dem. Der er tale om et bevæbnet gendarmeri, som regeringen i Krajina lod opstille, efter at de regulære hærstyrker som led i fredsaftalen blev demobiliseret. Trods aftale om, at der kun måtte Findes almindeligt civilt politi i sektorerne, er det ikke lykkedes for UNPROFOR at hævde forbuddet mod disse gendarmerienheder.

Spændingen skyldes, at Kroatien jævnfør dets internationale anerkendelse påstår sig berettiget til at administrere grænseområderne, som serberne i virkeligheden kontrollerer, da de ligger inden for den faktiske våbenstilstandslinjen. Kroatien bebrejder FN, at aftalen ikke er gennemført. Serberne hævder på deres side, at UNPROFOR ikke er i stand til at beskytte,den serbiske befolkning i Pink Zone mod overgreb fra patruljer, som kan sendes ind over våbenstilstandslinjen.

Imidlertid er der opstået helt andre problemer på grund af situationen i Bosnien-Hercegovina, hvor krigen nemlig først er blusset op efter aftalen om indsættelsen af UNPROFOR DANCON har en grænse på godt 90 km mod Bosnien. Heraf forløber ca. 30 km i et uvejsomt, skovklædt bjerglandskab mod den muslimske enklave nord for Bihac i det nördvestligste Bosnien. De øvrige 60 km af grænsen vender mod serbisk Bosnien og følger floden Una.

I enklaven, som er på størrelse med Bornholm er ca. 300.000 muslimer trængt sammen uden forbindelsesveje gennem omklamringen af de fjendtlige serbiske områder, serbisk Nordvest Bosnien og serbiske Krajina.

Som bekendt fra de danske medier foregår der fortsat etniske udrensninger i Bosnien-Hercegovina. Hvem, der herunder er tabere, afhænger af, om serbere, kroater eller muslimer har magten. Da de .tre befolkningsgrupper andre steder lever fredeligt sammen, synes udrensningerne tilfældige og afhængig af det lokale (kommunale) styre.

Flygtningeproblemet

DANCON er blevet involveret i følgerne af presset på den muslimske befolkning i Bosnien. FN flygtningehøjkommissariat har afvist at bidrage til etniske udrensninger i Bosnien-Hercegovina ved ikke at acceptere de store flygtninge konvojer, der har været tilløb til, fordi det kunne tilskynde til disse grove handlinger. De foregår imidlertid stadig, og mange muslimer søger over grænsen fra Bosnien, enkeltvis eller i mindre grupper til blandt andet DANCON område, uanset at de synes uvelkomne alle vegne.

Det groveste tilfælde, vi har været involveret i, angik en gruppe på 54 muslimske mænd mellem 20 og 35 år, som var gået over floden Una og ind i DANCON ansvarsområde. Hvor disse mænds familier er, kan vi kun gisne om. Gruppen blev opdaget af miliciaen, som skød på dem. To blev dræbt inden DANCON nåede at gribe ind. Gruppen var bevæbnet, men virkede i øvrigt helt uprofessionel trods påstand om, at det var muslimske specialtropper, de såkaldte grønne baretter. Om aftenen var miliciaen klar til at undersøge det skovområde, gruppen var fundet i, men ventede til kl. 1200 den følgende dag, mod at vi overlod de medlemmer af gruppen til politiet, som henvendte sig til os. I mellemtiden havde vi trukket danske FN-soldater til området fra de øvrige kompagnier, hvilket sammen med vore pansrede vogne bidrog meget til overtalelsen. Vi kom inden for den ring, miliciaen havde etableret om området, og efter at vor tolk med megafon havde orienteret ud i mørket om situationen, kom yderligere fire af gruppen til os den følgende morgen, heraf endnu en såret af skud. Miliciaens rensning gav ikke resultat, og vi ved nu, at 37 af gruppen slap videre over floden Sava til Kroatien. Seks af gruppens medlemmer er i politiets varetægt, og deres sag følges af flygtningehøjkommissariatet, mens en såret er på vores hospital. Jeg var stolt af vore soldater og befalingsmænd - de var rolige, hurtige, effektive og overbevisende. Men vi var skidt tilpas ved afleveringen, som var nødvendig, fordi gruppen var bevæbnet.

Et andet sted har vi haft en hårdt såret muslim, som ikke turde lade sig behandle på hospitalet. Hans beretning var uhyggelig. Han er efter to ugers ophold og tilsyn af DANCON sanitetspersonel nu med højkommissariatets mellemkomst blevet overgivet på den kroatiske grænse til sin far, som man fik kontakt med i Wien.

Et tredje sted hjælper vi en gruppe mennesker, som langsomt er vokset fra tre til nu tyve (kroater og muslimer) med mad, tæpper og telt, mens deres ønske om at rejse videre behandles.

Vore muligheder er desværre begrænsede; det er en opgave for FN flygtningehøjkommisariat, som endnu er stærkt underbemandet i Sektor Nord.

Skyderier

På grænsen til den muslimske enklave i Bosnien har vi observationsposter og patruljer fra to kompagnier, som hver dag kan rapportere om ildkampe mellem muslimer og serbiske enheder. På en del af vor grænse mod enklaven er der trængt en serbisk enhed ind fra Bosnien mellem DANCON og muslimerne, og vi har fulgt deres kampvognes ildafgivelse og besvarelsen med morterer og maskinkanoner fra muslimsk side. Herfra kan vi også i det fjerne observere serbiske flyangreb mod Bihac og artilleribeskydninger mod andre mål på den muslimske side af Una, hvor FN endnu intet mandat har.

Længere mod nordvest, langs vor grænse mod den nigerianske batallion har vi set forbitrede kampe mellem serbere og muslimer, som hidtil har levet sammen i det muslimske område. Det er til tider foregået lovlig tæt på en af vore observationsposter, og trængte serbere har lejlighedsvis søgt dækning så tæt om posten, at den er kommet i skudlinjen. Men begge parter er flinke til at give os uforbeholdne undskyldninger - som vi mener er oprigtige - når den slags sker. Hidtil har der næsten udelukkende været benyttet håndvåben i dette opgør, som udtrykker en stadig voksende uforsonlighed i områder, hvor der før var ret roligt.

På grænsen mod Kroatien er der normalt ro, men overalt har vi daglige skyderier. Man fejrer, at de er kommet hjem fra fronten, holder barnedåb, bryllup eller blot er feststemte og ofte berusede. Og der findes våben overalt. Som chef er jeg i virkeligheden mest bekymret for skyderi i drukkenskab. De mest provokerende tilfælde kan vi dog få politiet til at tage sig af.

Vinterforberedelser

FN mandat her løber foreløbig til april. Der kan komme en streng vinter i mellemtiden. Den vil normalt starte med regn i oktober-november, hvorefter december-januar kan blive meget kolde.

Områdets ringe udvikling og ødelæggelserne i DANCON område har gjort det umuligt at bringe styrken under tag; her findes simpelthen hverken huse, fabriks- eller lagerbygninger og lign., som vi kan anbringe os i. Der er end ikke en plads, hvor vi uden først at dræne grunden kan undgå at køre fast i det bundløse ælte, lerjorden forvandles til, når regnen sætter ind. Og vi har oplevet den!

Derfor tilføres UNPROFOR nu præfabrikerede, containerlignende huse i stort antal. I DANCON kan vi selv sætte dem op i modsætning til de fleste andre kontingenter. Og vort ingeniørdetachement er formidabelt med håndværktøj og den ene kran, vi råder over. Elementhusene er ca. 2,5 X 6 meter, og de skal opvarmes med el - som vi også selv må fremstille på generatorer. Vi forventer at få tilstrækkeligt med beboelses-, kontor-, køkken- og messebygninger foruden arbejdstelte, men klargøringen er en kamp med tiden og de vejrforhold, vi må forudse. Alene isolering af vandtanke, til- og afløb, forsyninger, tekniske installationer og telte er et omfattende arbejde, som nødvendigvis må planlægges ud fra temmelig skrappe frostgrader. Dette har DANCON fået hjælp til fra Hærens Materielkommando, ligesom et hold fra Forsvarets Bygningstjeneste netop har støttet os ved projekteringen af et fælles område på en bar mark for de 260 mand og tunge køretøjer i DANCON stab og stabskompagni. Det ser flot ud på papiret, men vi har et meget stort arbejde at udføre med dræn, kloakering, opfyldning til veje, P-pladser, arbejdstelte, beboelse etc. Og der er langt til materialer, samtidig med at UNPROFOR transport- og maskinkapacitet er begrænset.

Desuden venter vi en del supplerende vinterudrustning, blandt andet termodragter og ansigtsskærme til vore patruljefolk.

Der er med andre ord nok at gøre og god grund til, at vi holder os vågne og opmærksomme i DANCON. Vi har været fjerne og betænkelige tilskuere til drøftelserne hjemme af nye styrker til det tidligere Jugoslavien. Vi håber, at en bataljon meget snart må blive sat ind til beskyttelse af den muslimske enklave nord for Bihac. Det, føler vi, vil kunne bidrage til stabilisering i et område, som umiddelbart synes meget truet.

Vi er raske i DANCON, og tjenesten er spændende og udfordrende, men vi ser og mærker alvor omkring os. Det bedste De, som har læst denne lange beskrivelse, kan gøre for mig, er at sende en hilsen til ham eller hende i DANCON, De tænkte på, da De læste overskriften. Alle mine folk ønsker brev - jo flere des bedre!

Med venlig hilsen

J. Greve
Chef DANCON 2/UNPROFOR

---

Kilde: HOK Information nr. 14, 1992
Oprindelsesår: 1992
Hold: 2
Publiceret: 9. juni 2018