Velesnja, Kroatien den 3. oktober 1995.

Solen står op over Balkan.
På den blege, lyse morgenhimmels baggrund ses sorte fugle.
Deres hæse skrig og generatorernes summen bryder stilheden.
Der er fredeligt - men bag de lave bakker langs Unafloden
raser krigen i Bosnien.

Hvraiska - et gutturalt ord, der betyder Kroatien.
Et smukt land, hvis folk og sprog, jeg ikke forstår.
Uden for mit vindue ser jeg pigtråden
og ruinerne af de sønderskudte og brændte huse.
Her er det ikke øje for øje og tand for tand.
Der er had mellem mennesker,
som ikke kender grænser for den brutalitet,
med hvilken uret gengældes med endnu større uret.
Vi skal bevare freden.
Men der er ingen fred at bevare.

Mod øst ligger Jasenovac.
Massegraven, hvori Ustashaerne skovlede tusinder af mennesker.
Deres eget folk. Naboer.
Her kan de deres historie. Men de bruger den ikke.
De misbruger den.
Der er altid en god grund til at slå ihjel.

Du skal elske din næste.
Hvordan kan man elske dette folk,
når man har set de myrdede børn
henslængte i vejsiden.
Hvordan kan man tro på nåden og barmhjertigheden,
når man har set serbiske kampvogne
køre hen over flygtningebilen med den lille familie,
der med de sidste fattige ejendele forsøgte at undslippe vanviddet.

Der er smukt i Hvratska,
hvor Unafloden sender sit grønne vand mod øst
mellem de skovklædte bakker mod Donau.
Men disse øjeblikkes nydelse af skønhed er korte,
for hvert øjeblik kan stilhden brydes af lyden af granater,
hvis hvislen afsluttes med et skarpt og voldsomt brag.
Der lugter af død i Hvratska.
Vi skal bevare freden.
Men den eneste fred i Hvratska er dødens.

Jørn Jensen
oberst
Chef for DANBAT

---

Kilde: Den Blå Baret, 2/1996
Oprindelsesår: 1995
Publiceret: 5. august 2018