Jugoslaviens Historie

Jugoslavien blev oprindeligt dannet som et samlet kongedømme lige efter første verdenskrig, bestående af de to kongeriger Serbien og Montenegro samt sydlige stater fra det Østrig-Ungarske rige, der havde slavisk befolkning, ledet af den serbiske kong Aleksandar. Der blev etableret et svagt demokratisk parlament i hovedstaden Beograd, Serbien. Der var fra starten et anstrengt forhold mellem kroatere og serbere, og da tre kroatiske ledere blev myrdet i 1928, ophævede Alexander parlamentet, hvorved magten reelt lå hos det serbiske monarki.

Kong Alexander blev myrdet i 1934 af medlemmer af den stærkt nationalistiske kroatiske terrorbevægelse Ustasha og erstattet af Pavel. I 1941 underskrev prins Pavel en traktat med Tyskland, Bulgarien og Italien. Dette afstedkom store demonstrationer i Beograd og prins Pavel blev den 27. marts sammen med regeringen fjernet ved et statskup, hvor man i stedet indsatte den 17-årige prins Petar. Som modsvar til dette bombede tyskerne Beograd og invaderede landet. Nazi-Tyskland, Italien og Bulgarien delte derefter landet, således at Tyskland og Italien delte Slovenien, og Italien fik yderligere hele kystlandet og kontrollen med Montenegro. Albanien, der var under italiensk kontrol, fik en stor bid af Kosovo og Makedonien. Bulgarien fik resten af Makedonien. Rumænien og Ungarn delte Vojvodina og tyskerne besatte Serbien. Kroatien og Bosnien blev gjort til en selvstændig stat under ledelse af terrorbevægelsen Ustasha.

Gennem anden verdenskrig var der fra serbisk side et ønske om at genoprette et serbisk domineret kongerige, mens Josip Broz (Tito) kæmpede for en kommunistisk samlet stat. I slutningen af 1945 blev monarkiet endeligt afskaffet under en folkeafstemning, og Den Føderative Folkerepublik Jugoslavien opstod som en sammenslutning af Slovenien, Kroatien, Serbien, Bosnien, Montenegro og Makedonien. Landet fik 3 officielle sprog; slovensk, serbokroatisk og makedonsk, og anvendte 2 alfabeter; latinsk og kyrillisk. Endvidere undervises der i ungarsk, albansk, tyrkisk, rumænsk, slovakisk, bulgarsk og italiensk m.m. alle de steder hvor der var behov for at tage hensyn til minoritetsgrupper.

Efter Titos død var Jugoslavien præget af indre uroligheder, idet det var svært at føre en ensartet politik. Serbiske Slobodan Miloševic fik magten i Serbien i 1987 og to år senere også i Montenegro, Kosovo og Vojvodina ved at føre en politik der tilgodeså den serbiske befolkning. Dette skabte uro både staterne imellem men også mellem de enkelte folkeslag i staterne. Som en kulmination på dette lavede Slovenien en folkeafstemning om løsrivelse i 1991. Den begrænsede serbiske befolkningsgruppe forsøgte at modsætte sig en løsrivelse ved væbnet magt, hjulpet af den Jugoslaviske folkehær, men efter få dage måtte man opgive, og Slovenien var dermed løsrevet fra Jugoslavien.

Kort efter løsrev også Kroatien sig, men i den sydlige del af Kroatien, hvor der var hovedpart af serbere, gjorde man modstand og besatte en stor del af Kroatien i et område, der af serberne blev udråbt til den serbiske provins Krajina. I 1992 løsrev også Bosnien og Makedonien sig, og Jugoslavien faldt endegyldigt fra hinanden. Til trods for at der ikke længere var et samlet rige at forsvare, blussede urolighederne voldsomt op til borgerkrig i Kroatien og Bosnien-Hercegovina.