Operation Flash (lokalt operation Bljesak) var en hurtig kroatisk offensiv i begyndelsen af maj 1995 mod lommen i Vestslavonien, der fjernede de serbiske krajina styrker og overdrog kontrollen i området til Kroatien. Offensiven var indledningen til Operation Storm der principielt afsluttede krigen i Krajina-området.

Tidligt om morgenen den 1. maj 1995 indledte kroatiske styrker bestående af 3rd og 5th Guards Brigades og Special Police enheder et angreb på Vestslavonien fra tre forskellige retninger. Over 7,200 soldater og politifolk deltog i angrebet på kroatisk side mod de omkring 5.000 serbiske autonome soldater.

De lokale serbiske autonome styrker blev hurtigt overmandet og lokale myndigheder beordrede tilbagetrækning over floden Sava ind i Bosnien.

Om aftenen den 2. maj var samtlige serbiske styrker flygtet til Bosnien. En enkelt gruppe bestående af omkring 1.500 autonome serbiske soldater og civile nårde ikke at komme over floden og blev fanget kroatiske styrker. Sammenlagt mistede den kroatiske side 33 soldater og 9 politifolk i angrebet, mens 142 blev såret. Den serbiske side mistede 200 autonome soldater og 83 civile personer, og havde over 30.000 på flugt.

UNPROFOR fjernede efterfølgende alle aktiviteter fra Vestslavonien og foretog ingen sanktioner i forbindelse med Operation Flash, eftersom FN sikkerhedsrådets Oktober 1993 resulation fastslog, at alle såkaldte sikre zoner var en integreret del af Kroatien.

Som modsvar på Operation Flash, sendte bosniske serbere raketter ind over Sisak, Karlovac og Zagreb. Tabet under Operation Flash havde dog gjort et kæmpe indhug i moralen og optimismen i de serbiske styrker.

Operation Flash Telegraf Reportage

Nedenstående er en artikel af 10.05.95 fra den serbiske avis "TELEGRAF" omhandlende Operation Flash. Artiklen forsøger at klarlægge omstændighederne set med serbiske øjne omkring Kroatiens lynhurtige erobring af Vestslavonien (den tidl. Sektor Vest) i løbet af 1. og 2. maj 1995.

18. korps overladt til sig selv

Slavoniens lynhurtige fald i kroatiske hænder, som skete i løbet af knap to døgn, tolkes som resultatet af en organisering af forsvaret, som slet ikke var i overensstemmelse med SVK´s (republikken Serbisk Krajina´s væbnede styrker) militære planer; 18. korps´ stabs krigsjournal viser, at begivenhederne d. 1. og 2. maj havde et unormalt og uventet forløb.

Slavonerne blev overladt til sig selv. Oberst Babic, chefen for 18. korps, anmodede om hjælp fra Knin, Pale og Beograd, men fik kun løfter samt beskeden – ”Hold ud!”

Aggressionen mod Vestslavonien og dets lynhurtige fald i kroatiske hænder er endnu ikke blevet ordentligt analyseret af RSK´s (republikken Serbisk Krajina) politiske og militære ledelse, men allerede nu er det kendt, at visse hændelser d. 1.og 2. maj havde unormal og uventet karakter.

For det første - iflg. "Telegrafs” pålidelige kilder - var forsvaret af Vestslavonien overhovedet ikke i overensstemmelse med de erklærede og utvetydige militære planer for området. Iflg. planerne var det fastsat, hvilke enheder, der skulle komme slavonerne til hjælp og hvordan. Ej heller reagerede man i overensstemmelse med RSK´s militært planer, for efter angrebet på Vestslavonien blev der ikke rettet modangreb. som ellers beskrevet i planerne.

Det viste sig at de, der hævdede at 18. RSK korps - som rådede over en enkelt brigade og var svagt udrustet med materiel - ikke var i stand til at forsvare sig mod de talmæssigt overlegne og langt bedre udrustede kroatiske enheder, havde ret.
Alt dette understøttes også af 18. korps´ stabs (lå i Stara Gradiska) krigsjournal for 1.og 2 maj.

På den ene side - på et 604 kvm stort område - befandt 18. korps sig med 3500 soldater, 11 kampvogne og en vis mængde artilleripiercer (som lige til sidste øjeblik blokeredes af UNPROFOR). Korpset blev overladt til sig selv uden nogen form for hjælp, og skulle alligevel prøve at holde stand mod over 10.000 velbevæbnede kroatiske soldater, hvis spydspids var 2000 mand fra kroatiske specialstyrker. I angrebet på Vestslavonien deltog også 45 kampvogne af typen M-84, som fik massiv støtte af kanoner, haubitser og 128mm raketkastere.

Dagen før kroaternes angreb førtes der i 18. korps´ HQ i Stara Gradiska (ca. 35 km Ø for Dubica. Umiddelbart N for grænsen til Bosnien) forhandlinger mellem 18. korps chef oberst Babic og UNPROFOR om genåbning af motorvejen. Babic opfordrede UNPROFOR til at henvende sig til Knin; Babic ville så, efter at have modtaget instrukser fra Knin, intet have imod en genåbning næste morgen kl. 06.00. General Matalan - chefen for denne sektor - påstod, at Knin overfor UNPROFOR havde givet tilsagn om motorvejens genåbning næste morgen kl. 06.00. Babic svarede dertil, at han ikke havde fået sådanne instrukser.
UNPROFORs repræsentanter forlod Stara Gradiska kl. 15.00 med begrundelsen, at de skulle til forhandlinger med den kroatiske side. De lovede at komme igen om aftenen samme dag. De kom ikke.

De efterfølgende begivenheder viste, at UNPROFOR havde en aktie i kroaternes angreb på Vestslavonien - general Matalan vidste besked om angrebet allerede samme aften (31. april) kl. 21.00. I stedet for at sige det til serberne og forsøge at hindre angrebet fjernede Matalan, tilsyneladende efter aftale med kroaterne, sine soldater, og gav kroatisk personel og materiel adgang til FNs punkter i området. I stedet for FN-soldater, eller, som de stadig kaldes, ”fredsbevarende” styrker, var der allerede før angrebet kroatiske kampvogne ved motellet "Sever-Jug" ved Novska, hvor den jordanske FN-bataljons (JORBAT) base lå. Det samme var tilfældet med den nepalesiske bataljons (NEPBAT) punkt i Nova Varosa, hvor de kroatiske soldater under "FN-beskyttelse" gemte sig i venten på det forestående angreb.

De første granater faldt d. 1. maj kl. 05.30, og efterhånden som dagen skred frem intensiveredes angrebene.
Allerede kl. 08.00 bad oberstløjtnant Milanko Babic - chef for 98. brigade, som var under angreb fra retning Novska - korpsledelsen om forstærkning. Imidlertid var der ingen enheder eller soldater at indsætte. Korpsledelsen informerede Generalstaben i Knin om den svære situation og bad om forstærkning.

Oberst Babic (chefen for 18. korps) henvendte sig også til general Kolecevic, chefen for VRS´s (de bosniske serberes væbnede styrkers) 1. krajina-korps´s stab. Han kontaktede også VRS´ generalstab. Bortset fra løfter og besked om at holde ud, fik han ingen forstærkning. Babic ringede også til generaloberst Momeilo Perisic, chefen for Jugoslaviens væbnede styrkers generalstab, og bad om information. Han fortæller Perisic om de dramatiske begivenheder og umuligheden af at holde stand mod den langt stærkere kroatiske armada, og trygler om hjælp.

Situationen bliver værre for hvert øjeblik. Ved 9-tiden beordrer 18. korps´ ledelse evakuation af civilbefolkningen.

P.g.a faren for infanteriangreb fra Prasnik-skoven mod Okucani-Gradiska vejen, angriber serbiske kampvogne fra Okucani mod Novi Varos. Gennembruddet lykkes, men der er ikke nok infanteri, som - støttet af kampvogne - ville have kastet de kroatiske tropper væk fra vejen.

Jasenovac falder omkring kl. 13.00. Ingen forstærkninger ankommer. Først ved 16-tiden kommer en officer fra 1. krajina-korps og melder, at hans 200 (tohundrede!) soldater står i Kjasnica ved Laktas (syd for Gradiska, på den bosniske side), men tilføjer, at kun 30 til 40% af dem er kampklar. Officeren returnerer til sine folk Og viser sig ikke mere, og giver ikke den lovede hjælp.

Kl. 16.30 har de kroatiske styrker skåret Okucani-Pakrac vejen over, besat Bijele Stijene og derved faktisk skåret 18. korps over i to dele. Korpsledelsen beordrer Steve Harambasic om at danne en kampgruppe af soldater under hans kommando og forsøge at bryde igennem den kroatiske omringning. Efter en time melder Harambasic, at det er umuligt.
Da natten faldt på d. 1. maj i Vestslavonien er kampene stilnet af. Oberst Babic er i konstant kontakt med RSK-hærens generalstab i Knin. Han beder igen om hjælp. Han taler også med Serbiske Republiks (den serbiske slat i Bosnien) militære generalstab. Generaloberst Momcilo Perisic spørger også til situationen.
Men alt er forgæves - også den anden morgen efter den kroatiske aggression måtte slavonerne og 18. korps afvente alene. Ved daggry startede det kroatiske angreb med anilleribombardement af alle forsvarslinierne. Allerede ved 10-tiden stod det klart, at slaget var tabt. Håbløsheden hos de udmattede serbiske soldater i de isolerede enheder gør sit. De første grupper går over broen over Sava. Korpsledelsen prøver at gøre alt hvad gøres kan.

Ved 14-tiden begynder også de serbiske kampvogne at forlade Stara Gradiska. Under en sand granatregn trækker man også andet materiel væk og kører det ned til sydsiden af Sava (altså til Serbiske Republik). Man trækker også flere enheder væk fra enkelte steder.
Oberst Babic forsøger at etablere kontakt med oberstløjtnant Harambasic, som er omringet ved Pakrac med over 1000 soldater, som beskytter flere tusinde civile. Han får kontakt og informeres om at Harambasic og de lokale civile myndigheder har påbegyndt forhandlinger med UNPROFOR, som skal muliggøre evakuering af soldater og civile.

Præcis kl. 15.00 er der ro i Slavonien. Det kroatiske artilleri er forstummet. De kroatiske styrker går ind i okucani. Ved 18-tiden nærmer kroatiske kampvogne sig broen, der deler Stara Gradiska og Gradiska (Ø for Dubica). De kører ind i den allerede forladte Stara Gradiska. På en del af broen på nordsiden af Sava opstiller kroatiske soldater karnpvognsspærringer, og sætter derved punktum for et slag, som har efterladt mange ubesvarede spørgsmål.

Oversættelse: Hein I-SEK I DANBAT 7

---

Årstal: 1995