Moscenica Crossing
Af premierløjtnant-R N. L. Madsen,
Danske Livregiment.

Under kampene mellem de stridende parter i det tidligere Jugoslavien blev danske FN-soldater fanget i den kroatiske offensiv i august 1995. En dansk soldat blev dræbte og de voldsonune begivenheder har givet dybe sår i sjælen hos dem, der var tættest på. Jeg var delingsfører i den deling, der bestred opgaven i Moscenica Crossing, og jeg har i samarbejde med kompagnichefen, kaptajn C. Holmfred, Danske Livregiment, skrevet denne beretning om begivenhederne.

Bataljonen var på beredskab GRØN. Men kompagnichefen havde befalet kompagniet på et beredskab svarende til RØD. Flere soldater mente, at kompagnichefen overreagerede, men han kaldte det intuition. Vagter, observations- og kontrolposter var forstærkede. Den middeltunge mortersektion var i stilling i kompagnilejren, ammunitionen var oplagt, og nærforsvaret indøvet. I Moscenica Crossing havde kompagnichefen og jeg gennemgået nærforsvars- og evakueringsplanerne. Vi var klar fra kl. 00.01 den 4. august.

4. august 1995

Optakten

Kl. 01.58. ND 44 meldte, at 28 kampklædte og svært bevæbnede kroatiske soldater var gået ind i ZOS (Zone of Separation). Det var det første tegn på, at en kroatisk offensiv var forestående. I den følgende time blev den militære aktivitet i området intensiveret.

Kl. 03.00. ND 44 meldte, at to kroatiske officerer ønskede et møde med den kommanderende officer i Moscenica Crossing. Jeg videresendte meldingen til kompagnichefen og bataljonen og kørte ned til det kroatiske kontrolpunkt. Her oplæste en kroatisk forbindelsesofficer følgende: - "Please tell the commanding officer of DANBAT, JORBAT, and UKRBAT to take your soldiers to a safe place". Da jeg anmoder ham om at uddybe denne melding, sagde han blot: - "Shelter". Ved ankomsten til ND 40 videresendte jeg meldingen til kompagnichefen og bataljonen. Jeg befalede delingen samlet i spiseafsnittet, og efter en kort orientering gik vi i bunkerne og de pansrede mandskabsvogne.

Kl. 04.15. ND 44 meldte, at der i østlig retning hørtes støj fra bæltekøretøjer. Da de danske soldater forsøgte at observere i retning af støjen, blev der fra kroatisk politi med tegn og fagter tilkendegivet, at de skulle gå i dækning. Samtidig blev alt lys slukket i den retning, hvorfra støjen kom. ND 46 meldte, at der ikke var observeret nogen reaktion fra serbisk side.

Kl. 04.20. Enhederne i og omkring ZOS fik af bataljonen ordre til at besætte nærforsvaret. Det skete lydløst for ikke at skærpe serbernes opmærksomhed.

Kl. 04.45. Bataljonen øgede beredskabet i relation til "Rules of Engagement". Jeg videresendte befalingen; først og fremmest til ND 44 og ND 46, hvortil der var feltkabelforbindelse, og hvor klart sprog kunne benyttes. Under denne proces meldte ND 44, at to kampvogne af typen T-55 med høj fart kørte ind i ZOS med retning mod ND 40.

Angrebet

Da de første kampvogne rullede forbi og ildforberedelsen begyndte, blev vi klar over, at nu var det alvor, men vi var i tvivl om angrebets retning. Moscenica Crossing er nærmest en ca. 1,5 km lang lige vej. På begge sider af vejen er der mineret skov, så kroaterne kunne ikke umiddelbart angribe gennem skoven. Set fra et taktisk synspunkt, var det en dårlig løsning at angribe langs vejen med infanteri støtte af kampvogne.

Det viste sig dog hurtigt, at det var netop, hvad kroaterne havde planlagt. Flere kampvogne og mere infanteri kom til. Kampvognene gik i stilling og begyndte at beskyde de serbiske stillinger på fabrikkens grund. Herved blev serberne helt vågne, og de besvarede ilden med håndvåben og 82 mm morterer, der blev affyret ca. 25 m fra ND 40.

Kl. 05.40. ND 46 meldte, at granater og sprængstykker var slået ned hele vejen rundt om posten. Generatoren var tilintetgjort af en fuldtræffer. Hvis ND 46 ikke skulle blive fanget mellem serberne og de kroatiske angribere, skulle folkene evakueres, inden kroaterne nåede ND 40. Jeg anmodede derfor kompagnichefen om tilladelse til at evakuere. Kompagnichefen befalede: - "Afvent ildpause og iværksæt".

Evakuering af ND 46

Planen for frigørelse af ND 46 blev iværksat, præcist som indøvet dagen før. Den ene pansrede mandskabsvogn kørte med delingens næstkommanderende som vognkommandør de ca. 800 m ned til ND 46. I min egen pansrede mandskabsvogn kørte jeg ca. 25 m ned af vejen for at vise vores tilstedeværelse for serberne inde på fabrikken. Samtidig kunne jeg støtte næstkommanderende og vise flaget for de kroatiske styrker, som kunne tænkes at gå i stilling på vejen. Denne manøvre ville også forhindre kroaterne i at tro, at næstkommanderendes mandskabsvogn var serbisk. Jeg observerede gennem laste lugen, men jeg blev hurtigt tvunget til at lukke lugen, fordi sprængstykkerne slog mod vognen.

Pludselig meldte næstkommanderende: "Han har en PNÆV!" PNÆV er betegnelsen for et pansernærbekæmpelsesvåben. Forholdsordren i et sådant tilfælde er entydig. Såfremt gruppen trues med et pansernærbekæmpelsesvåben, skal den åbne ild med tungt maskingevær. Næstkommanderende afgav herefter følgende chokerende melding: - "Han lægger an til skud. - Jeg afgiver varselsskud. - Funktioneringsfejl!" Det utænkelige var sket. På trods af hyppig kontrol af maskingeværets funktion, ville det ikke skyde. Det viste sig senere, at nogle sprængstykker havde sat sig fast i geværets vitale dele.

Få sekunder efter meldte næstkommanderende: - "Han sigter på mig. - Han sigter på mig". Jeg beordrede ham til at frigøre øjeblikkelig. Den pansrede mandskabsvogn bakkede med høj hastighed mod ND 40. Samtidig blev let maskingevær sat i stilling på ND 46.

Da vi så, at serberne ikke uden videre ville lade os frigøre ND 46, gjorde kompagnichefen klar til at iværksætte næste plan. Den omfattede frigørelse af ND 46 under indsættelse af Middeltung Mortersektion. Kompagnichefen moniterede delingsnettet og befalede på kompagninettet. På den måde kan han følge hele signaltrafikken i delingen og befale i overensstemmelse med den aktuelle situation.

Kompagnichefen befalede til Middeltung Mortersektion: - "Klar til skydning. - På kommando. - Tre gange røg mod 46 S. - Skud. - Vent". 46 S var en serbisk stilling, forberedt som mål, og beliggende umiddelbart vest for ND 46. Kompagnichefen befalede herefter til mig. - "Klar til at evakuere igen. - På din klarmelding udløser jeg indskydningen og befaler dig fremad". Til mortersektionen befalede kompagnichefen: - "Granat over rør. Jeg meldte klar til at evakuere".

I det samme ringede bataljonschefen og befalede: - "Bliv i bunkeren på ND 46". Kompagnichefen beordrede herefter: - "Stop. - Stop. - Stop". Jeg beordrede herefter næstkommanderende tilbage til ND 40 og gav ND 46 ordre til at forblive i bunkeren. Klokken var da 06.00 den 4. august.

Overfaldet på ND 40

Kl. 06.20. Kroaterne gik i stilling med kampvogne og beskød den serbiske stilling 46 S. En kroatisk infanterigruppe forsøgte at trænge forbi delingslejrens hovedvagt men måtte opgive på grund af serbisk beskydning. Føreren for den kroatiske infanterigruppe forsøgte at trænge ind i ND 40 for at kunne angribe serberne i flanken. Vi affyrede lysraketter og signalkugler mod dem for at tilkendegive vores tilstedeværelse og for at gøre opmærksom på, at de ikke skulle trænge ind på vort område.

Kroaterne reagerede ved at vinke til os, men de fortsatte med at gøre klar til at rykke ind i lejren. Vi afgav derefter varselsskud fra ND 40A og fra min pansrede mandskabsvogn. Det fik kroaterne til at søge dækning. Men da de opdagede, at det var danskere og ikke serbere, der skød mod dem, vinkede de til os igen; antagelig for at gøre opmærksom på, at de blot ville ind i lejren for at angribe serberne derfra. Sceneriet blev gentaget endnu en gang. På trods af at vi åbnede ild med et tungt maskingevær, lykkedes det denne gang en kroat med et pansemærbekæmpelsesvåben at indtage en stilling i delingslejren, der var skjult for vor observation.

Det var et dilemma! Skulle vi, eller skulle vi ikke holde kroaterne ude af delingslejren? Det var kun ét af mange ubesvarede spørgsmål. Skulle vi direkte nedkæmpe den kroatiske infanterigruppe? Hvad ville der ske, hvis serberne fik den opfattelse, at danskerne ikke ydede tilstrækkelig modstand mod kroaternes indtrængen? Ville det få følger for den øvrige del af kompagniet i Petrinja, der var serbisk kontrolleret? Hvad kunne der gøres for at hjælpe folkene på ND46?

Mens disse og mange andre tanker for gennem hovedet på kompagnichefen og mig, fik jeg melding om, at kroaterne forsøgte at trænge ind i den nordøstlige ende af delingslejren. Jeg fik ordre til at affyre varselsskud. I samme nu kører en kroatisk kampvogn af typen T-55 med høj hastighed gennem trådhegn og pigtråd ind i lejren, kanonen pegede mod én af vore pansrede mandskabsvogne, der straks rettede det tunge maskingevær op i luften, mens folkene vinkede og råbte til de støttende kroatiske infanterisoldater: - "UN don't shoot. - UN don't shoot".

Kampvognen retter herefter kanonen mod ND 40A. Jeg råbte ud over nettet til folkene, at de skulle vifte med noget blåt. En dansk soldat viftede som en gal med sit gevær påsat den blå FN hjelm. Efter nogle nervepirrende sekunder retter kampvognen kanonen mod fabrikken.

Vi opgav derefter at holde kroaterne ude af delingslejren, og vi trak os tilbage til den indre perimeter. Klokken var da 07.00, og vi havde holdt kroaterne ude af lejren i mere end 30 minutter. Yderligere to kroatiske kampvogne gik i stilling i lejren. Den ene tilintetgjorde med ét skud lejrens tre generatorer og tanken med ca. 5000 liter dieselolie. Trykket fra granaten var så kraftigt, at de kroatiske infanterisoldater blev slynget omkuld, og kørerlugen på min mandskabsvogn sprang op. Kl. 07.40 trak serberne sig tilbage, og kroaterne fortsatte fremad.

Overfaldet på ND 46

På ND 46 havde situationen udviklet sig dramatisk. Under beskydning meldte gruppeføreren: "Vi bliver afvæbnet. - Vi bliver afvæbnet". Det var det sidste vi hørte fra ham.

Efter afvæbningen blev gruppen på ND 46 ført til 46 S, da serberne ønskede at anvende ND 46 som kampstilling. Én af de danske FN-soldater blev tvunget med tilbage til ND 46 for at vise, hvordan dysekanonen skulle betjenes. Her ladede han kanonen med en lysgranat og opgav afstanden til 500 m. Afstanden var dog reelt 900 m! Serberne affyrede kanonen, og umiddelbart efter blev læskuret ved siden af ND 46 ramt af en kampvognsgranat. På mirakuløs vis kom ingen til skade. Kroaterne kom nærmere, og serberne skød med alt, hvad de havde. Efter en fuldtræffer blev de danske soldater beordret over i en serbisk bunker. Efter yderligere to nedslag tæt ved bunkeren stak serberne af.

Lidt efter ramte kroaterne 46 S med en kampvognsgranat. Gruppeføreren, sergent Claus Gamborg, var straks klar over, at bunkeren kunne blive næste mål, og at hele hans gruppe var i en meget udsat position. Sergent Gamborg gik ud af bunkeren i retning mod ND 46 svingende sin blå FN-hjelm. Han nåede kun ca. 10 m ud, før en kroatisk kampvogn nedkæmpede ham med en brisantgranat, der slog ned 3 m foran ham. Umiddelbart efter nedslaget løb én af gruppens medlemmer frem og trak sergent Gamborg ind til vejsiden. Han konstaterede her, at sergent Gamborg måtte være død. Gruppen søgte herefter dækning bag bunkeren i håb om, at det ville give større beskyttelse. De slap med overfladiske skrammer.

Omkring kl. 09.00 nåede kroaterne ND 46. Her tog den danske gruppe kontakt med kroatiske infanterister. Det tog kroaterne mere end to timer at forcere de ca. 900 m. Kroaterne mistede et ukendt antal soldater , en kampvogn og et kampkøretøj. Serbernes tab blev ikke oplyst.

Undsætningen

Under hele dette dramatiske forløb havde kompagnichefen beordret mig til at observere mod ND 46. Det var ikke muligt på grund af de voldsomme kampe!

Da der opstod en ildpause, beordrede jeg næstkommanderende frem mod ND 46 i en pansret mandskabsvogn, mens jeg gik i stilling i hovedvagten i min egen vogn. Næstkommanderende meldte lidt efter, at han kunne se den danske gruppe fra ND 46. de kom med en båre mellem sig. Jeg kørte frem og overhalede næstkommanderende, der havde gjort holdt. Jeg mødte gruppen ca. 100 m før ND 46, og jeg så, at det var gruppeføreren, der lå på båren. Jeg sænkede rampen, og gruppen nærmest væltede ind i mandskabs vognen med båren. Kampene var ved at blusse op igen, og jeg fik hurtigt vendt vognen. Jeg meldte til kompagnichefen, at gruppen fra ND 46 var evakueret, og at sergent Gamborg var hårdt såret.

Kompagnichefen anmodede bataljonen om forholdsordre. I den aktuelle situation ville det være urealistisk at forvente øjeblikkelig hjælp fra sanitetsdelingen. Vi kørte derfor i fuld fart ud af området mod det kroatiske hospital i Sisak, der var det bedste alternativ. Vi nåede frem til ND 44, selv om kroatiske soldater forsøgte at standse os. En pansret mandskabsvogn med en hastighed på 60 km/h og armeret med tungt maskingevær kræver ikke yderligere argumenter!

En del af gruppen blev sat af på ND 44. Her tvang jeg en modkørende kroatisk pickup ud i vejsiden. Der var to soldater i vognen, og jeg "overtalte" dem til at køre os til hospitalet.

Da vi trak båren over på bilens lad, så jeg for første gang rigtigt på sergent Gamborg, og jeg indså, at han måtte være død. Jeg gav følgende melding til kompagnichefen: - "Gamborg er færdig. - Der er ingen tvivl". Jeg overlod herefter kommandoen samt den pansrede mandskabsvogn med besætning til delingsføreren fra hold 8. Sammen med næstkommanderende fra ND 46 og de to kroatiske soldater kørte jeg Gamborg til hospitalet i Sisak.

Vi kørte med høj hastighed mod Sisak, mens mortergranaterne faldt tæt på vejen. Da vi ankom til hospitalet, kom der straks en kroatisk læge til stede. Han tog pulsen på sergent Gamborg, trak på skuldrene og markerede, at der ikke var mere at gøre. Selv om jeg var klar over, at sådan var det, begyndte en voldsom vrede at vælde frem i mig. En voldsom vrede mod kroaterne, mod serberne og mod FN. Jeg afreagerede ved at råbe og slå vildt om mig. Jeg flåede mit FN-mærke af og væltede noget inventar, der stod uden for hospitalet. Det hjalp lidt. Hospitalspersonalet skred ikke ind. Jeg tror de forstod mine følelser. Efter et par minutter faldt jeg lidt til ro. Jeg ringede derefter til kompagniet og afgav en situationsmelding.

Turen tilbage til delingen foregik i en kroatisk ambulance. Det var et brud på konventionerne, men ambulancer var den eneste køretøjstype, der kørte mod fronten. Vi blev sat af ved et beskyttelsesrum, hvor vi blev nødt til at vente, fordi området var under kraftig beskydning. Under en ildpause blev vi transporteret det sidste stykke tilbage i en pansret mandskabsvogn fra min deling.

Psykologisk førstehjælp

Ved ankomsten til delingslejren var stemningen meget trykket. Jeg var netop begyndt at afgive rapport om de seneste begivenheder til kompagnichefen, da der pludselig hørtes et kolossalt brag umiddelbart syd for lejren. Sprængstykkerne hamrede ind mod siderne af den pansrede mandskabsvogn, og derefter begyndte det at regne ned over os med cementblokke og betonstykker. Det var en serbisk raket, der havde ramt taget på fabrikken ca. 30 m fra bunkeren. Raketten havde sprængt ca. 50 m af taget og lavet et hul i betongulvet så stort, at der kunne stå en beboelsescontainer dernede.

Ingen kom til skade ved raketangrebet, men det var en hård psykisk belastning for flere af folkene, det skyldtes blandt andet, at vi alle havde en formodning om, at vore bunkere ydede effektiv beskyttelse mod de angreb, vi kunne blive udsat for. Raketangrebet viste, at det ikke var tilfældet. Blandt andet derfor var der brug for psykologisk førstehjælp - især til gruppen fra ND 46. De havde reelt været taget til fange, de havde set deres gruppefører blive dræbt, og de befandt sig fortsat i livsfare. De blev fordelt i to bunkere og fik hver en samtalepartner.

Jeg tog derefter en hurtig runde til de øvrige bunkere i ND 40 for at se, om der var flere soldater, der trængte til støtte. Jeg fandt fem, som vi kørte ud til ND 44. Der faldt der blot nogle mortergranater. Situationen taget i betragtning blev det ikke betragtet som særlig farligt! Da vi kørte tilbage til ND 40, måtte vi lukke lugerne for at beskytte os mod serbiske snigskytter.

Hen under aften den 4. august var kroaterne kun rykket ca. 2 km frem. Angrebet var tilsyneladende gået i stå. det foruroligede os, vi for ville nødig komme i klemme mellem parterne igen. Jeg befalede i bund for en evakuering, så vi kunne forlade lejren i løbet af 5 minutter. Da det blev mørkt, satte vi lys på FN-flagene på fabrikken. Det viste sig at være en dårlig ide. Vi blev udsat for et serbisk morterbombardement, og vi mørkelagde straks hele lejren.

5. august 1995

Fuldtræfferen

Kampene blussede op igen om morgenen kl. 05.00. Fra Sisak beskød kroatisk artilleri Petrinja by og omegn. Umiddelbart efter begyndte serberne at beskyde fabrikken. Vi kunne høre, når skuddene afgik fra Petrinja, og efter 20-30 sekunder kom fløjtet og derefter nedslaget.

Jeg sad i min pansrede mandskabsvogn som vognkommandør, da jeg hørte et kort fløjt efterfulgt af et højt brag. Derefter så jeg, at der steg røg op fra den venstre bunker, og jeg kunne lugte brændte sandsække. Jeg kaldte bunkeren, men ingen svarede. Efter mange nervepirrende opkald blev der svaret, at en mortergranat havde ramt bunkeren og bortsprængt to af de tre lag sandsække, og at alle var uskadte og fattede. I en ildpause udbyggede mandskabet dækningen i fuldt omfang. Jeg har aldrig set konstabler arbejde så hurtigt! Kampene fortsatte hele dagen.

6. august 1995

Petrinjas fald

Den 6. august 1995 faldt Petrinja, og de kroatiske styrker rensede byen. I delingslejren var der sket betydelige skader. Inden for en radius af 100 m var der mere end 100 nedslag. To bunkere var blevet ramt, næsten alle containere var gennemhullet, og køretøjerne var stærkt beskadigede. Endvidere var ND 46 fuldstændig ødelagt. I vort område havde kroaterne mistet mindst 4 kampvogne og et ukendt antal soldater. Serbernes tab var små.

Erfaringer

Efter disse dramatiske oplevelser kan det konkluderes, at de danske soldaters moral, deres uddannelse og materiellets kvalitet har vist sig at være meget tilfredsstillende. Yderligere uddannelse, andet eller mere materiel ville næppe have gjort nogen forskel.

Jeg havde den gang arbejdet sammen med delingen i halvandet år. jeg havde haft ansvaret for såvel uddannelsen som føringen, og jeg kendte mine folk godt. Det viste sig, at soldaterne selv under ekstreme påvirkninger arbejdede på principielt samme måde som under uddannelse og øvelser i Danmark. Jeg mener derimod, at uddannelsen af personel, der skal udsendes i international tjeneste, bør være realistisk og hård, således at soldaterne lærer at håndtere fysisk og psykisk pres. Endvidere er det vigtigt, at soldaterne har tillid til og er fortrolige med deres førere.

---

Årstal: 1995
Hold: 7