Det internationale hovedkvarter i Topusko for den nordlige sektor

I byen Topusko lå hovedkvarteret for den nordlige sektor af FN's indsatsområde. Hovedkvarteret var lidt primitivt i begyndelsen, indtil der kom lidt mere orden. Jeg var udstationeret i Topusko fra maj 93 til februar 94. Selve hovedkvarteret var anlagt i en skole, hvori en mængde kontorer var placeret. Derudover var der cirka 10 prefabs ved skolen til vagtmandskabet.

Personel på boede på det nærliggende hotel Toplica, hvor man alt efter rang boede en eller to mand på et dobbeltværelse. I starten var personellet spredt ud på hele hotellet lidt tilfældigt, men i løbet af sommeren 1993 blev alle samlet i en enkelt 2-etagers fløj, hvor der kunne etableres vagt ved adgangene.

Den danske bemanding i Topusko bestod af en Sector Commander i form af en brigadegeneral og dennes nærmeste stab, en personalesektion, en operationssektion og en logistiksektion. Alle afdelinger primært med dansk og polsk bemanding på hold 3 og dansk og fransk bemanding på hold 4.

Vi var 19 danske soldater i Topusko (heraf 6 i militærpolitiet) og derudover omkring 100 - 150 fra andre nationer, bl.a. Holland, Polen, Frankrig, Nigeria og Argentina. Der var et godt sammenhold danskerne imellem uanset rang, hvilket var nødvendigt, da vi ikke var flere.

UN Club

En gruppe af os planlagde, byggede og drev fra sommeren 1993 en bar på hotellet - UN Club - hvor vi havde traditionel bar, café, poolborde, dart, satellit TV m.m. Borde og stole hentede vi fra forskellige områder af hotellet, der på grund af krigen ikke rigtig blev brugt, og fra en afspærret reception lånte vi disken og brugte som bardisk. Drikkevarer hentede vi fra Pleso i Zagreb.

Der var kun adgang i klubben for UN eller civile ifølge med FN-soldater og det var en våbenfri zone, hvor kun vagtmandskabet havde lov til at bære våben. Stort set alle respekterede dette og afleverede deres våben i baren. Jeg havde dog en enkelt kontrovers med en fransk major, der nægtede at aflevere sin pistol. Det resulterede i at jeg smed ham ud og han kvitterede med en anmeldelse til generalen for lydighedsnægtelse mod en officer. Det fik han dog ikke noget ud af.

I UN Club indførte vi tillige "penge-fri" betaling. Det foregik ved at man på logistik kontoret kunne købe nogle kuponer, der havde en værdi af "en genstand". Dem kunne man så bruge i baren. Som bartender fik man på en aften 15-20 kuponer i drikkepenge, så det var lidt svært at få dem brugt for os der arbejdede der. Jeg stod som bartender 2-3 aftener om ugen. Da jeg tog hjem i februar 1994 blev baren bemandet med lokale civile.

Militærpolitiet

MPDET (Military Police Detachment) havde også til huse i Topusko, hvor afdelingen blev oprettet den 1 februar 1993. MP-enheden bestod af MP'er fra de repræsenterede enheder i Sector Nord, hvilket i 1993 var danske, polske, nigerianske og franske MP'er.

Opgaverne bestod blandt andet af at holde ro og orden i hele sektoren, patruljere, varetage sikkerhed ved topmøder samt behandle anmeldelser af færdselsuheld, tyveri, dødsfald, skudepisoder, mineulykker og lignende. I gennemsnit blev der optaget cirka 3-4 rapporter om dagen.

MP'ernes største opgave, der blev påbegyndt i efteråret 1993 og ikke løst til fulde, var at optrevle den megen ulovlige handel med FN-objekter til lokale eller mellem FN-personel.

Det historiske Topusko

Topusko er i øvrigt en kendt kurby grundet de varme kilder, der findes overalt i byen. Gennem historiske kilder kan man spore gamle kroatiske konger og zarer helt tilbage til 800-tallet, der har taget på kurophold i Topusko. I byens centrale park står resterne af et kloster, der i 1200-tallet blev brugt som kursted. I dag ligger det store 3-stjernede hotelkompleks Toplica og fungerer som kurbad.

Kilde: https://www.unprofor.dk/lejre/topusko