Danmarks deltagelse i borgerkrigen i jugoslavien
Danmark har som medlemsland af FN bidraget til den fredsbevarende mission i det tidligere Jugoslavien med udsendelse af 8.044 soldater til UNPROFOR.
Efter FN missionen stoppede i 1995 har Danmark som led i NATO styrken på Balkan yderligere bidraget med cirka 770 soldater til Operation Sharp Guard samt cirka 1.600 soldater til IFOR og 6.200 soldater til SFOR i Bosnien-Herzegovina. Derudover i skrivende stund (2017) mere end 10.000 soldater til primært KFOR men også til AFOR og Operation Allied Force.
Danmark har mistet 3 soldater i tjenesten i UNPROFOR som følge af krigshandlinger; sergent Claus Gamborg den 4. august 1995 samt konstabel Robin Bargholz og konstabel Michael Madsen, begge den 18. september 1995. Derudover har en mængde danske soldater været såret. Heraf 5 i Dvor den 18. september 1995 og 6 i Kostajnica den 19. september 1995, alle under Operation UNA. Yderligere er andre såret under beskyldninger eller mineulykker. Udover direkte UNPROFOR personel er også danske nødhjælpschauffører og observatører dræbt.
Danbat området
De danske soldater befandt sig i Krajina, der var den del af Kroatien, som gjorde opstand mod resten af Kroatiens anerkendelse som selvstændig stat. Hvor serberne udgjorde 12% af befolkningen i hele Kroatien, var flertallet af befolkningen i Krajina-området serbere.
Efter det serbiske flertal erklærede Krajina-området for serbisk i 1991, blev stort set hele den kroatiske del af befolkningen fordrevet fra området efter en kort og voldsom borgerkrig. Således blev dele eller hele landsbyer tømt for mennesker og huse ødelagt eller brændt ned. Efter det kroatiske modangreb ind i området 4 år senere i 1995, blev mange af de tilbageblevne serbiske huse nedbrændt og serberne fordrevet.
Danmarks ansvarsområde i Krajina udgjorde 1200 km2 fattig landområde uden industri, højere skoler og større byer. Når man kørte rundt stødte man hyppigt på små landsbyer, hvor man stadig havde dyrene installeret i stueetagen og selv boede på 1. sal. Enkelte mindre landsamfund var uden elektricitet.
Danmark opretholdte 7 større lejre og en masse observationsposter i dette område fra januar 1992 til september 1995. Da Kroatien erobrede hele Krajina-området i 1995, ophørte eksistensgrundlaget for UNPROFOR missionen. En del af styrken blev sendt hjem, mens nogle tog videre på nye missioner andre steder i det tidligere Jugoslavien under ledelse af NATO.
Tidslinje
Følgende er en tidslinje over væsentlige begivenheder for den danske involvering i UNPROFOR missionen. De danske styrker blev fælles benævnt som Danbat (den Danske Bataljon).
31. juni 1992 | Soldat ramt på halsen af kabel spændt over kørebanen. Soldaten løftes i halsen af lastbil, men overlever. Efterfølgende monteres kabelklipper på åbne køretøjer. |
---|---|
25. oktober 1992 | PMV påkører en mine. Ingen særlige skader. |
8. november 1992 | Danmark opretter et Headquarters Company (HQCOY) med 142 soldater, 8 officerer og 20 observatører i Kiseljak, Bosnien. |
2. december 1992 | Konstabel Brian Nielsen bliver taget til fange under løbetur nær Kiseljak, men frigives igen efter en større eftersøgning. |
22. januar 1993 | Danmark sender 7 soldater til deltagelse i Nordic Battalion (NORDBAT) i Makedonien. |
2. februar 1993 | Den danske nødhjælpschauffør Steen Otto Nielsen bliver hårdt såret af granatnedslag nær Mostar. |
5. marts 1993 | To danske PMV udlægger røgslør og fungerer som skjold ved en evakuering i Sarajevo. Snigskytter dræber 1 og sårer 4, dog ingen danskere. |
1. april 1993 | Danmark beslutter at øge sikkerheden omkring de danske soldater i indsatsområderne. Samtidig sendes yderligere 13 soldater til HQCOY i Kiseljak. |
1. juni 1993 | Dansk ubevæbnet nødhjælpskonvoj bliver angrebet nær Maglaj. To danske chauffører, Niels Bromand og Jimmi Nyegaard, bliver dræbt under angrebet. |
14. juni 1993 | Sergent Jens Fjordbak Søndergaard bliver hårdt såret af snigskytte under patrulje i Bihac-lommen syd for Topusko, og mister førligheden i benene. Skuddet går ind ved ved kraven på fragmentationsvest og ud på ryggen under vesten. |
17. august 1993 | Danmark beslutter at udvide tilstedeværelse i UNPROFOR ved at sende en Leopard-enhed med 115 soldater og Tactical Control Parties (TACP) med 6 soldater og 5 officerer til NORDBAT 2 i Tuzla. |
15. september 1993 | Sergeant Poul Nolan bliver såret af skud i Sarajevo. |
16. september 1993 | En dansk PMV påkører en pansermine i Blinski Kut, Kroatien. Sergent Hans Christian Fischer bliver lettere såret. |
14. oktober 1993 | To danske soldater bliver såret af mine under en cykeltur i Zirovac, Kroatien. |
15. oktober 1993 | Fem danske soldater bliver såret af miner i Zirovac, Kroatien da de undersøger ulykkesstedet fra gårsdagens mineulykke. |
20. oktober 1993 | Den danske Leopard-enhed strander i Pancevo, 10 kilometer fra Beograd, da den nægtes videre fremrykning mod Tuzla. |
25. oktober 1993 | Den danske UNHCR chauffør Bjarne Vium Nielsen bliver dræbt, da hans kolonne af nødhjælp fanges i krydsild på vejen til Zenica. |
17. januar 1994 | Den danske Leopard-enhed læsses på togvogne til Trieste, Italien. Derfra sejles de til Split for at køre til Tuzla via Tomislavgrad. |
7. februar 1994 | To danske soldater bliver kvæstet i en trafikulykke. |
25. februar 1994 | De danske Leopard-kampvogne ankommer endelig til Tuzla, cirka 4 måneder forsinket. |
23. marts 1994 | Ti danske nødhjælpslastbiler bliver kapret og stjålet ved Teslic. |
4. april 1994 | Dansk Leopard i kamp ved Gradacac, cirka 45 kilometer nord for Tuzla. |
12. april 1994 | Danmark beslutter at deltage i den internationale blokade mod det tidligere Jugoslavien og sender korvetten Olfert Fischer til deltagelse i operation Sharp Guard i middelhavet. |
14. april 1994 | En dansk observationspost i Sapna, cirka 30 kilometer nordøst for Tuzla, bliver beskudt. |
29. april 1994 | Den danske Leopard-enhed kommer i ildkamp mellem Tuzla og Zvornik med en serbisk stilling. Kampvognene affyrer 72 granater på en afstand af 4,6 kilometer. Et serbisk ammunitionsdepot bliver ramt og springer i luften. Adskillige serbiske soldater mister livet. |
1. juli 1994 | HQCOY i Bosnien flyttes fra Kiseljak til Tito-barakkerne i Sarajevo. |
19. september 1994 | Major Per Hjort Skibelund bliver dræbt, da hans bil påkører en pansermine vest for Plaski, Kroatien. |
19. oktober 1994 | Konstabel Kennet Juul Larsen bliver hårdt såret da han træder på en personelmine i Sisak, Kroatien. |
4. – 7. august 1995 | Kroatiske angreb i Danbat området i Krajina. Sergent Claus Gamborg bliver dræbt af granatnedslag fra en kroatisk kampvogn. Kroatiske soldater bruger danske soldater som skjold under fremrykning mod de serbiske styrker. |
24. august 1995 | Korvetten Niels Juel deltager i operation Sharp Guard. |
18. - 19. september 1995 | Kroatiens angreb i Krajina-provinsen. To danske soldater, konstabel Robin Bargholz og konstabel Michael Madsen bliver dræbt og yderligere 14 såret som følge af serbisk artilleri-angreb på de danske lejre. |
26. september 1995 | Den danske styrke nedlægges og returnerer til Danmark. En del af styrkerne samt Leopard-enheden overgår til den NATO-styrende Implementation Force (IFOR) mission, der igen overgår til Stabilisation Force (SFOR). |
Kilde: https://www.unprofor.dk/unprofor/danmarks-deltagelse