Tjenesten i UNPROFOR

Som fredsbevarende styrke var det noget af et job at komme til Jugoslavien, hvor fred absolut ikke var det, der var mest af.

Selv om der blev indgået mange aftaler med de stridende parter, blev de lynhurtigt brudt igen, specielt af kroaterne. Parterne havde deres mål, og de havde ikke i sinde at opgive disse. Derfor var det er stort job at holde øje med alle bevægelser, de forskellige parter og grupper foretog sig, og derefter - for det meste - at indkalde til nye forhandlinger og møder.

Som regel havde alle troppebevægelser den betydning, at nye kampe skulle finde sted. Det var med at finde ud af hvor de kom fra, og ikke mindst hvor de skulle hen. En gang observerede Heesch og jeg ved et tilfælde over 25 kampvogne, der i ly af natten rykkede frem mod nye stillinger, hvor de tilsyneladende skulle gemmes i en skov og på et fabriksanlæg uden for FN´s synsfelt, for at undgå påtaler.

Der var mange mindre skudepisoder i Krajina området. Det var hovedsageligt snigskytter og autonome grupper, der udgjorde den største fare. Det var ikke kun infiltrerede kroatere, der lavede ballade. Også serberne var efter tiloversblevne civile kroatere. I Glina lykkedes det eksempelvis en autonom gruppe at sprænge et tog i luften, der lige var blevet læsset med skolebørn på vej til en nyetableret skole.

Hævntogter var meget almindelige i visse områder. En særpræget ting var dog folks opfindsomhed. Bedst som man tror en kampvogn er en kampvogn - så tager man fejl. Alle tænkelige køretøjer blev taget i brug. Eksempelvis en almindelig landbrugs-traktor med påmonteret panser, reparations- og brændstof luger og et let maskingevær som bevæbning. Landbrug er ikke hvad det har været.

Der blev også brugt biler af forskellig karakter. En gruppe kørte rundt i en Mercedes, mens en anden havde en Lada, hvor de havde fjernet taget, dørene og for- og bagruden. Det var noget af et syn. Civilisterne brugte tillige meget hestevogne, havefræsere med trailer eller bare en trillebør med lillemor i.

Hertil kommer selvfølgelig at befolkningen i den sydlige del af Kroatien er et fattigt folk. De har altid brugt hestevogn, og mange af landsbyerne er i stil med Danmark tilbage i 1700 og 1800-tallet. Mange gårde med stald i stueetagen og beboelse på første sal. Hele landsbyer uden elektricitet, vand eller kloakering. Særdeles smukt og betagende, hvis ikke lige det var for, at udsigten som regel blev forstyrret af artilleristillinger eller sønderbombede ruiner.