Gruppetur til Kroatien med KSO

Af Kim Øbro.
Udgivet i Baretten nr. 8, 2013.

Jeg har i mange år drømt om at komme tilbage og se Sektor Nords område i Kroatien, hvor jeg var udsendt som FN ­soldat for nøjagtig 20 år siden.

Det var derfor med stor glæde, at jeg sammen med min ”buddy”, som i øvrigt har været min buddy og pragtfulde kammerat siden vores udsendelse, fik plads på KSO­ holdets deltagerliste i år.

Vi mødtes på Vordingborg kaserne, hvor der var arrangeret fælles grill og socialt samvær i konstabelmessen. Vi fik lejlighed til at se hinanden an og samtidig give en kort præsentation af os selv.

Næste morgen kl. 05.00 var vi klar til den lange bustur mod Regensburg i det sydlige Tyskland, hvor vi skulle overnatte. Efter et solidt aftenmåltid fik vi opdelt os i de 7 kørehold, der skulle følges ad i Kroatien i minibusser.

Mandag morgen gik det videre mod Zagreb i Kroatien, hvor vores minibuskørere hentede biler, mens vi andre slog et smut forbi et pansermuseum i Karlovac med militære køretøjer og fly fra borgerkrigen.

Vi nåede Hotel Toplice i Topusko, som var hovedkvarter for UNPROFOR, Sector North, under borgerkrigen. Topusko og hotellet var under krigen involveret i flere alvorlige episoder, der stadig kunne findes spor efter. Efter aftensmaden var der fællesmøde, hvor Bjarne Hesselberg som Sectorcommander/Nord i 1993­94 fortalte os om situationen, både politisk og militært, i DanBats område. Derefter planlagde holdene morgendagens udflugter.

Tirsdag

Tirsdag skulle vi ud på egen hånd til de steder i området, vi har haft tilknytning til. Vores hold bestod af Carsten fra D­-Coy 2 samt hans gode ven og støtte Jan, Kim fra D-­Coy 1 samt hans kæreste Ann, Steen fra HQ­COY 7 samt Jan ”buddy” og undertegnede fra E-­Coy 4. Vi havde planlagt første besøg i D­-Coy lejren i Zirovac.

Vi studerede det udleverede kort (fra 1990) grundigt og kørte uden tøven stik den modsatte vej af det, vi egentlig skulle. Efter 20 kilometer måtte vi vende tilbage til Topusko, og efter en ”afstikker” til et stenbrud kørte vi i retning mod Dvor, hvorefter vi hurtigt nåede Zirovac. Hvor svært kan det være!

D-Coy gutterne var naturligvis meget spændte og sprang ud af bilen, da vi nåede bygningen midt i den lille by. UN bogstaverne kunne stadig ses på taget, og inde i bygning en var der også mange spor efter de danske styrker. ”Ryd op efter dig selv” stod der bl.a. i spiserummet. På første sal var væggene tapetseret med danske aviser med aktuelle nyheder fra 90'erne. Vi gik rundt i bygningen, men pludselig var Steen, Jan og Carsten som sunket i jorden. Vi kaldte på dem, og en af naboerne kom ud og pegede over mod et stort hus på den anden side af vejen. En ældre kvinde bød os indenfor. Vi fulgte hende op på 1. sal, hvor gutterne sad bænket omkring et langbord og snakkede glædestrålende med en ældre, lokal fyr i bar overkrop.

Carsten havde under sin udsendelse i 1992 tæt kontakt med en lokal serbisk milicia mand ved navn Slobodan. Da Carsten rejste hjem, gav han Slobodan en 100 D-­Mark seddel med sit navn på, og Slobodan gav Carsten en lokal dinarseddel med ordene ”Slobodan, Milicia”. De aftalte at mødes igen og ombytte sedlerne. Carsten havde ikke gjort sig store forhåbninger om at gense Slobodan, men han var vendt tilbage til sit hjem efter nogle år i Bosnien og ernærede sig nu ved at sælge slivovice og honning. Carsten havde stadig sin 10.000 dinarseddel, mens Slobodans 100 d­mark sikkert havde gjort gavn i nødens stund for mange år siden. Det var rørende at se gensynsglæden fra begge parter, og Carsten var da også bare en glad smiley resten af dagen og fortalte beredvilligt historien til resten af forsamlingen under aftenens fællesmøde, hvor også de andre vognhold kunne berette om en spændende dag.

Onsdag

Onsdag var der en mindehøjtidelighed i Dvor­lejren, men vi havde planlagt et besøg i E-Coy lejren i Divusa inden. Det var buddys og min tur til at have kriller i maven. De, der har set ”Den Døde By”, som ligger mellem Dvor og Divusa, glemmer den aldrig. Hele byen var skudt i smadder, og husene stod som sodsværtede spøgelseshuse, men nu nåede vi nærmest ikke at opdage byen, før vi var igennem den. Alle huse var genopbyggede, og der var stille og fredeligt. Det var dejligt at se!

Lige så svært var det at genkende Camp Divusa, som i 1993 var præget af dansk ordentlighed. Nu var den gamle hovedbygning i stærkt forfald, og vores fine konstabelmesse, ”Stalden”, var fyldt op med halmballer. Buddy og jeg havde en mission på dette besøg. Vi blev i august 1993 fotograferet i ”Stalden” foran det kroatiske flag. Det skulle vi naturligvis igen, så Jan havde lånt et flag på hotellet, og jeg kvitterede med to kolde ”karlovacko” pilsnere, så fotoet kunne blive helt originalt! Derefter gik vi rundt og fortalte de andre om stedet og de oplevelser, vi havde fra dengang. Vi forsøgte efterfølgende at køre op og besøge Signalhøjen, men vejen var fuldstændig groet til, og vi måtte opgive.

Vi kørte derefter til HQ­COY i Dvor, hvor de fleste af os på et eller andet tidspunkt har været forbi. De folk, der havde gjort tjeneste der, fortalte om de barske oplevelser i 1995 under den kroatiske fremrykning. Især beretningen om de handicappede serbere, der var holdt tilbage i bygningen klos op ad lejren og efterfølgende blev myrdet, gjorde et stort indtryk. Steen fortalte også, at han og nogle kammerater var blevet taget som gidsler af serberne og brugt som skjold mod de kroatiske styrker. Vi afsluttede besøget i Dvor, hvor to danske konstabler blev dræbt, da en fuldtræffer ramte deres bunker. Feltpræst Torben Petersen holdt en mindegudstjeneste, der blev sunget en salme og lagt en krans på stedet, og flere deltagere havde en lille tåre i øjenkrogen

Torsdag

Torsdag havde vi en dejlig fællestur til naturparken Plitvice, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og beliggende i Sektor Nords område. Under missionen havde den polske bataljon ansvaret for, at parken kom uskadt gennem krigen. Vi havde en god dag i den smukke park, og der blev knipset rigtig mange billeder af både vandfald og de mange fisk, som man næsten kunne fange med hænderne.

Fredag

Fredag var den sidste dag på egen hånd. Vi kørte til Sisak og fandt det sted, hvor sergent Claus Gamborg blev dræbt, da han forsøgte at signalere til de fremrykkende kroater, at det var FN, der havde søgt tilflugt ved et rømmet serbisk checkpoint. Kransen, som et af de andre hold havde lagt tidligere, var allerede blevet fjernet af de lokale. En anelse respektløst må man sige!

Vores sidste destination var byen Kostajnica, hvor både hovedkvarter og felthospital havde ligget. En lille smuttur over grænsen til Bosnien afslørede, at 2 andre vognhold havde fået samme glimrende ide – og ikke uden grund. I Bosnien får du nemlig det hele for det halve!

Om aftenen holdt vi afslutningsmiddag på hotellet og gjorde klar til hjemrejsen. Da vi søndag aften nåede Vordingborg, lovede jeg mig selv, at der skulle gå en rum tid, før jeg igen skulle ud og køre i bus!

Afslutning

Afslutningsvis vil jeg på alles vegne takke KSO og rejseplanlæggerne for en fantastisk tur. Det var meget udbytterigt for både veteraner og pårørende. Kammeratstøtten var i brug hver eneste dag, og der er både blevet grinet og grædt, fortalt og lyttet. Det er mit indtryk, at alle er kommet hjem med en positiv oplevelse.

Kilde: Baretten, 8/2013
Oprindelsesår: 2013
Publiceret: 30. marts 2019