Min udstationering

Jeg var udstationeret på de såkaldte Hold 3 og Hold 4. Det var i perioden 7 februar 1993 til 3 februar 1994. Egentlig skulle jeg have haft hold 5 med, men i sidste øjeblik blev det besluttet, at personel ikke måtte tage 3 ture i træk. Derfor blev jeg sendt hjem til Skive kasserne, hvor jeg skulle arbejde ½ år på kontor, hvorefter jeg igen skulle udstationeres på hold 6.

De første næsten 3 måneder var jeg i Dvor-lejren, hvilket hverken var en positiv eller direkte negativ oplevelse. resten af tiden var jeg i Sektor Nord hovedkvarteret i Topusko, hvilket absolut var en positiv oplevelse.

Efter det halve år i Skive, kom jeg dog aldrig afsted igen. Der var ellers tilbud nok at vælge imellem, men jeg havde netop mødt min nuværende hustru, og derfor valgte jeg at blive hjemme og gå ud af Forsvaret.

Jeg var udsendt som konstabel, men blev i Topusko udnævnt til Korporal af "politiske" årsager. Korporal-titlen benyttes ellers ikke længere i Danmark, men udnævnelsen skete på baggrund af, at jeg skulle være befalingsmand.

Min udstationering - Dvor

De første ca. 3 måneder var jeg placeret som kontorhjælper på kommandokontoret i Dvor. Kontoret lå sammen med andre kontorer i en gymnastiksal, hvor der var opsat skillevægge af flamingo. Der var specielt 4 ting, der gjorde det lidt småkedeligt at have den stilling. Måske ikke selve stillingen, men nok egentlig bare at være i selve lejren.

Det ene var støv og jord. Det var helt ufatteligt så meget støv der konstant var i gymnastiksalen. Med flere hundrede (!) mennesker der dagligt kom ind og ud, slæbte de alle støv fra jorden udenfor med ind. Som ryger kan man godt have "et tømt askebæger i munden" nogle morgener, men dette var næsten værre. Når man kom ind i salen om morgenen, rev den støvfyldte luft straks i lungerne. Det var ikke så rart at sidde en arbejdsdag i den luft. Man vænnede sig da til det, men alligevel.

Det andet var, at der ikke var meget at lave - hverken i arbejdstiden eller fritiden. Arbejdstiden gik mest med at drikke kaffe og nusse rundt med et eller andet. Eventuelt tog man over i et træningsrum og trænede lidt eller man fyldte nogle sandsække til det observationstårn, der skulle bygges på toppen af gumnastiksalen.

Det tredije var, at vi boede 3 i en lille og skummel prefad - en beboelseskontainer. Dér skulle være plads til 3 senge, 3 skabe og alt ens udstyr. Pladsen var meget trang - vi havde dog et skrivebord i vores, men man skulle altid møve rundt med alt. Og os 3 der delte prefab skulle møde på forskellige tidspunkter, hvilket gjorde, at man følte der altid var en der var ved at stå op eller gå i seng.

Det fjerde var, at jeg skulle have radiovagt omkring 3 gange om ugen i en 8 timers vagt. Det bestod i at sidde ved radioudstyret og lytte efter hvad der skete rundt omkring, besvare opkald og sådan nogle ting. Og så skulle man tjekke status-meldinger (og selv afgive) hver hele time. Dét var kedeligt - men det var da også der jeg fik skrevet en hel del breve.

Fritiden havde man ikke vildt meget at bruge til. Man kunne gå i messen og drikke bajere eller sidde og se TV. De fleste valgte bajerne. Det var sjældent man kom uden for lejren. I kraft af at jeg var på kommandokontoret, var jeg ude og køre vel to gange om ugen i snit - mest til Kostajnica, hovedkvarteret for den danske lejre, der lå omkring 10 kilometer væk.

Jeg kendte egentlig ikke så mange i Dvor-lejren. Til gengæld havde jeg en god ven i kostajnica. Vi fik da besøgt hinanden engang imellem, men ikke så tit. Det var i øvrigt ham, der mens jeg var afsted på hold 4, hvor han var hjemme, fortalte en pige mangt og meget om mig. Hende er jeg i dag gift med.   :)

I begyndelsen af maj tog jeg hjem på "leave" i en lille uges tid. Imens jeg var hjemme, kom der en forespørgsel fra sektor-hovedkvarteret i Topusko på 3 mand, der skulle arbejde deroppe. Der var ingen der frivilligt ville melde sig, for ingen gad være et så kedeligt sted som Topusko havde ry for at være. Derfor blev det besluttet, at jeg skulle derop, da vi egentlig var en mand for meget på kommandokontoret, og jeg var den senest ankomne. Det vidste jeg dog ikke noget om på det tidspunkt.

Min udstationering - Topusko

Jeg blev som sagt flyttet ganske ufrivilligt fra Dvor-lejren til hovedkvarteret i Topusko. Det var ikke noget jeg var glad for, for alle sagde de havde hørt det var et kedelig sted og at der kun var 19 danskere, heraf 5 i militærpolitiet. Bortset fra MP´erne var der et par overkonstabler, et par sergeanter, en kaptajn og så ellers majorer og oberster for resten af pengene, afsluttende med Brigadegeneral Hesselberg. Puha, det lød godt nok ikke sjovt.

Nåmen jeg ankom til stedet og så til min store overraskelse, at indkvarteringen skulle ske på et hotel. Jeg skulle dele et værelse med en anden konstabel på hotellet. Det var bare i orden. Værelserne var tilpas store med masser af skabeplads til udstyret og et stort badeværelse, en altan og gulvvarme over det hele. Yderligere blev der gjort rent på værelserne hver morgen af nogle rengøringskoner. Det var da for fedt.

Jeg fik også vist hvor spisningen fandt sted. Det var selvfølgelig i hotellets restaurent, hvor der var ansat en polsk kok (blev senere udskiftet med en kok fra New Zealand). Maden var - for det meste - fremragende med et stort udvalg og en stor salatbar. Og dér skulle man spise dagligt!

Til sidst fik jeg fremvist min arbejdsplads. Den lå en lille kilometer væk i en skole, der var indrettet som kontorer. Jeg skulle arbejde i Logistik-afdelingen som befalingsmand på kontoret, der var indrettet i et klasseværelse. Vi var faktisk kun 3 på kontoret til at begynde med. En dansk major Bendixen, en polsk major (som jeg troede var konstabel og derfor ofte satte i sving med diverse opgaver, indtil jeg fandt ud af hans egentlige rang) og så mig selv. Der var masser af plads, eget skrivebord og man passede sig selv det meste af dagen.

Den første uges tid brugte jeg til at få styr på lageret, ryddet op og katalogseret hele lageret. Derefter var det mest behageligt nusseri. Omkring engang i ugen bestilte jeg artikler (mest kontorartikler) fra hovedlageret i Zagreb og hentede det derefter selv. Man kunne næsten altid få fat i en bil til det formål. Vi havde en del forskellige biler, bl.a. Golf, Toyota Hi-Ace minibusser og nogle fede Nissan Offroadere med automatgear - helt klart min foretrukne. Senere fik vi nogle Nissan Pickup og en del Cherokee jeeps.

I kraft af mit arbejde var jeg en hel del uge at køre. Enten for at hente varer i Zagreb eller bare for at tage til møde eller lignende derinde. Engang imellem også bare for at køre en major derind. I Zagreb brugte jeg en del tid med at gå rundt og kigge på byen og spise pizzaer.

Vi tog også tit ud til kysten, enten til Rijeka eller til ferieøen Krk. Det var vel i sommerperioden hver anden weekend vi tog den tur, enten bare et par stykker eller en hel busfuld, alt efter hvem der ville med. Vi havde da også generalen med et par gange. Det var enormt hyggeligt og meget afstressende i forhold til at være i indsatsområdet og savne det derhjemme.

I efteråret forelog min nye chef - som jeg fik om sommeren, en dansk major Verwoolt - at vi skulle bygge en bar til FN personel, da det ligesom manglede. Det brugte vi så en hel del tid på efterfølgende og det blev en udemærket success. I starten drev vi den selv, men til sidst blev nogle lokale hyret til at drive den.

Sent om efteråret kom så frenskmændene og skulle overtage en del arbejde i hovedkvarteret. Det var en nedtur, da maden ikke længere blev leveret fra Danmark, men Frankrig. Og den var noget dårligere end det vi ellers var vandt til. Ligeleds kom jeg ikke så heldigt ud af det med en fransk oberst, der blev øverste chef på vores kontor. Men jeg kompenserede ved ikke så ofte at være på kontoret og kørte i stedet til Zagreb, hvor den danske major tit gav nogle gode alibier (han var selv mere i Zagreb end han var på kontoret).

I februar 1004 blev jeg så modvilligt sendt hjem, men med henbliv på at komme tilbage. Det blev dog aldrig til noget, da jeg fik bedre tanker (Inger, min hustru). Jeg savner dog stadig i dag at komme afsted igen.


Årstal: 1993