Ti-dages krigen - den første væbnede konflikt i borgerkrigen i ex-Jugoslavien

Den Slovenske Krig

Efter Jugoslaviens præsident, Josip Broz Tito, døde i 1980 dukkede politiske, etniske, religiøse og økonomiske spændinger op til overfladen i folkerepublikken Jugoslavien.

I 1989 blev lederen af det kommunistiske parti, Slobodan Milosevic, valgt til præsident af den største og mest befolkningsrige af Jugoslaviens seks delstater; Serbien. I April 1990 afholdt delstaten Slovenien sit første demokratiske valg med flere opstillede partier. Valget blev vundet af den demokratiske sammenslutning under ledelse af Joze Pucnik.

Forberedelsen til krig

Den 23 december 1990 afholdt Slovenien en afstemning om uafhængighed fra resten af folkerepublikken Jugoslavien, hvor 88% af valgdeltagerne stemte for en løsrivelse. Den Slovenske regering var efterfølgende afklaret med, at republikkens regering i Beograd muligvis ville anvende militær magt for at undgå løsrivelsen.

Umiddelbart efter afstemningen, annoncerede Den Jugoslaviske Folkehær (JNA) et nyt regelsæt for hærens virke. Hvor hver delstat under Tito-styret havde været ansvarlig for dens lokale del af JNA og dennes forsvar af lokalområdet, blev styringen af hele JNA nu lagt i en central styring i Beograd. Som følge deraf skulle alle lokale JNA styrker afvæbnes og erstattes af styrker, udvalgt af Beograd.

Den slovenske regering nægtede imidlertid dette med success, da størstedelen af JNA styrkerne i Slovenien var slovenere. I stedet deklarerede Slovenien at de lokale JNA styrker overgik fra folkehæren til en lokal forsvarshær, styret af den slovenske regering. Samtidig opsatte man en hemmelig alternativ kommandostruktur til nationen Sloveniens forsvar (MSNZ), i lighed med hjemmeværnet.

Da JNA forsøgte at overtage kontrollen med de slovenske JNA styrker, erstattede Slovenien i perioden maj til oktober 1990 ganske enkelt JNA styrker med MSNZ styrker, hvilket indebar at 21.000 soldater og politifolk blev mobiliseret til MSNZ fra JNA. Den centrale regering i Beograd var imidlertid uvidende om dette. Samtidig forberedte Slovenien en forsvarsplan mod JNA, der stod færdigt i november 1990, syv måneder før den egentlig konflikt begyndte.

Slovenien var fra starten klar over, at de ikke kunne bekæmpe JNA ret længe. Derfor planlagde man under ledelse af forsvarsministeren Janez Janša en forsvarsplan, der indebar regulær guerillia krig. Herunder blandt andet taktikker af baghold med anti-tank og jord-til-luft missiler, hvormed man ville angribe kolonner af tanks fra JNA, når disse eksempelvis befandt sig på snævre bjergveje. Til dette formål blev der i det skjulte indkøbt SA-7 Grail jord-til-luft missiler og tyske Armbrust anti-tank våben. Vigtigheden i disse baghold var stor, da JNA var en meget større hær med langt bedre bevæbning, end den Slovenske tidligere JNA afdeling.

På den diplomatiske side nægtede både EU og USa at tage stilling til Sloveniens uafhængighed, men anbefalede generelt af Jugoslavien vedblev som en samlet republik. Alligevel gjorde Slovenien flere forsøg på fredeligt at træde ud af det Jugoslaviske samarbejde. Alle forsøg blev dog afvist af vesten.

Konflikten

Slovenien erklærede sig uventet endeligt som uafhængig nation den 25 juni 1991. Den annoncerede erklæring var oprindeligt sat til den 26. juni, og trækket med at erklære uafhængigheden en dag før, overrumplede Beograd.

På dette tidspunkt var JNA splittet i, hvad der skulle gøres. Brigadegeneral Blagoje Adzic argumenterede for en større væbnet operation med formål helt at fjerne den slovenske regering og erstatte alle myndigheder med Beograd-venlige enheder. Den Jugoslaviske forsvarsminister, general Veljko Kadijevie insisterede imidlertid på en fredeligere løsning, hvor man i stedet blot raslede med sablerne i forsøget på at skræmme den slovenske regering. Det blev forsvarsministerens forslag, der blev praktiseret.

26. Juni 1991

Om morgenen den 26. juni forlod JNA's 13. Korps deres kasserne i Rijeka, Kroatien, med kurs mod grænsen mellem Slovenien og Italien. Trækket ledre omgående til protester fra det slovenske folk, der iværksatte barrikader og demonstrationer mod JNA. Det hele foregik dog relativt fredeligt uden brug af våben.

På samme tid iværksatte den slovenske regering deres taktiske plan om overtagelse af grænsen mellem Slovenien og Italien og Østrig. Dette blev effektueret ved ganske simpelt at omklæde grænseposterne fra JNA uniformer til uniformer for den Slovenske hær. Operationen forløb hurtigt og uden lokale protester, da størstedelen af JNA styrkerne ved disse grænser i forvejen var slovenere. Ved at overtage grænsen, overtog man samtidig alt trafik fra Italien og Østrig sydover til resten af Jugoslavien.

27 juni 1991

Om morgenen den 27. juni blev yderligere troppebevægelser iværksat. Fra Karlovac i Kroatien, gik JNA 306th Anti-Aircraft Regiment over grænsen til Slovenien ved byen Metlika. Et par timer senere forlod en kolonne af tanks og pansrede mandskabsvogne fra JNA 1st Armoured Brigade deres base i Vrhnika nær den slovenske hovedstad Ljubljana, med kurs mod den internationale lufthavn i Brnik. De ankom nogle timer senere og overtog kontrollen med lufthavnen. Slutteligt rykkede JNA styrker ud fra Maribor med kurs mod grænseovergangen ved Šentilj og byen Dravograd længere vestpå.

Efter et mislykkedes telefonisk mæglingsmøde mellem Sloveniens præsident og Jugoslaviens præsident, besluttede Slovenien sig for at iværksætte væbnet modstand.

Det første træk omhandlede de helikoptere, JNA benyttede til at flyde specialenheder fra lufthavnen i Zagreb ind i Slovenien. Slovenien bekendtgjorde, at yderligere flyvninger ville blive mødt med våben. JNA valgte at ignorere dette med det resultat, at slovenske styrker om aftenen nedskød to JNA helikoptere over Ljubljana. Alle ombordværende omkom, herunder en slovensk pilot fra JNA.

Herefter omringede slovenske styrker flere militære anlæg i Slovenien, der stadig blev styret af JNA, og iværksatte en serie angreb på disse. I Brnik angreb man styrkerne, der havde indtaget lufthavnen og i byen Trzin kom det til en større skudveksling, hvor fire JNA og to slovenske soldater blev dræbt, for JNA styrkerne valgte at overgive sig. Baghold blev også iværksat mod kolonner af JNA kampvogne ved byerne Pesnica, Ormoz og Koseze nær Ilirska Bistrica.

Til trods for dette lykkedes det alligevel JNA at erobre hele grænsestrækningen mod Italien, det meste af grænsen mod Østrig og en del af grænsen mellem Slovenien og Kroatien. Mange JNA styrker var dog stadig spredt ud i Slovenien uden mulighed for at flytte sig på grund af modstand fra de slovenske styrker.

28. juni 1991

Yderligere kampe fortsatte hele dagen. JNA kampvognskolonnen fra Pesnica var stadig blokeret på grund af barrikader med lastbiler i Strihovec, et par kilometer fra grænsen til Østrig, hvor den igen kom under angreb fra slovenske soldater og politi. JNA lavede to angreb på barrikaderne med fly og dræbte fire chauffører. En lignende situation i Medvedjek i det centrale Slovenien første til at seks chauffører mistede livet. Større kampe brød ud i Nova Gorica på grænsen til Italien, hvor slovenske specialstyrker ødelagte tre JNA kampvogne og erobrede andre tre. Fire JNA soldater blev dræbt og næsten 100 taget til fange.

Grænseovergangen ved Holmec blev ligeledes erobret af slovenske styrker, hvorved slovenien mistede 2 soldater og JNA tre, og 91 soldater fra JNA blev taget til fange. Yderligere erobrede slovenske styrker kassernen ved Bukovje nær Dravograd og vigtigere våbendepotet ved Borovnica. JNA foretog et luftangreb på lufthavnen i Brnik, hvilket dræbte to australske journalister og fire rutefly blev alvorligt beskadiget. Der blev yderligere foretaget bombninger af radiomaster for at forsøge at ødelægge alt kommunikation i Slovenien.

Ved dagens slutning havde JNA stadig mange vigtige positioner, men de havde tabt flere slag og stod til at tabe endnu flere. Derudover var der begyndt at være problemer med, at slovenske JNA styrker desseterede eller ganske simpelt tilsluttede sig modstanderens side i kampen.

29. juni.1991

EU forsøger via diplomatiske veje at finde en løsning på møder i Zagreb, hvilket mislykkedes. Slovenske styrker overtager i løbet af dagen kontrollen helt med lufthavnen i Brnik, og i den nordlige ende af landet erobrer slovenske styrker et større antal kampvogne, der straks bliver sat ind i kampen mod JNA. Yderligere grænseposter bliver erobret, og JNA mister betydelige positioner overalt i Slovenien.

30. juni 1991

DAgen igennem fortsætter slovenske styrker med at nedkæmpe JNA. Hele JNA garnitionen i Dravograd bestående af 16 officerer og 400 menige overgiver sig, og kort efter overgiver garnitionerne i Tolmin og Bovec sig også. Dette giver slovenske styrker en konstant strøm af nye tunge våben, der kan anvendes i kampen mod JNA.

1. juli 1991

Fortsatte kampe. Et ammunitionsdepot ved Crni Vrh brød i brand og eksploderede, hvilket beskadigede en stor del af byen. Slovenske styrker erobrede anlæg ved Pecovnik, Bukovzlak og Zaloska Gorica.

JNA 306th Light Air Defence Artillery regiment trak sig tilbage fra Medvedjek til skovene omkring Krakovski nær den kroatiske grænse, men nægtede at overgive sig da de blev omringet, idet de håbede på undsætning fra en større JNA styrke.

I mellemtiden planlagde Beograd et fuldt militært angreb på Slovenien, nu da deres lokale forsøg på besættelse var slået fejl. Imidlertid modsatte kabinettet - ledet af den serbiske Borisav Jovic — sig dette.

2. juli 1991

De største kampe fandt sted denne dag og betød betydelige tab for JNA. Enheden ved skovene i Krakovski måtte til sidst overgive sig. Yderligere styrker fra Kroatien forsøgte at komme ind i Slovenien, men blev bekæmpet ved grænsen. Slovenske styrker erobrede yderligere grænsepunkter ved Sentilj, Gornja Radgona, Fernetici og Gorjansko. Dagen sluttede med en lang kamp mellem slovenske styrker og JNA ved Dravograd, der endte med nederlag til JNA.

Klokken 21:00 udråbte den slovenske præsident våbenstilstand. Dette blev ignoreret af JNA, der proklamerede, at de ville knuse den slovenske opstand.

3. juli 1991

En stor konvoj udgik om morgenen fra Beograd med kurs mod Slovenien, men nåede aldrig frem. Oservatører fremhævede, at konvojen i virkeligheden skulle til slavonien i Kroatien for at forberede et angreb på selve Kroatien.

Om aftenen accepterede JNA en våbenstilstand efter at have tabt yderligere områder i Slovenien.

4-6. juli 1991

Slovenske styrker overtog kontrollen med de resterende områder i Slovenien og gav JNA frit lejde til at trække sig tilbage over grænsen til Kroatien.

Krigens afslutning

Ti-dages krigen var officielt slut den 7. juli 1991. Slovenien blev af Kroatien anderkendt som selvstændig nation. Den 26. oktober havde de sidste JNA styrker forladt Slovenien. Den 12. januar 1992 blev Slovenien optaget i EU som et selvstændigt land, og den 22. maj tilsluttede Slovenien sig United Nations.

Styrker og tabstal

Den slovenske styrke bestod af omkring 16.000 soldater og 10.000 politifolk. Den Jugoslaviske Folkehær bestod af omkring 35.200 soldater.

Den slovenske side havde 18 dræbte og 182 sårede, mens JNA havde 44 dræbte og 146 sårede samt omkring 5.000 taget som krigsfanger af Slovenien.