Medaljer - Forsvarets medalje for international tjeneste 1948-2009

Forsvarets medalje for international tjeneste 1948-2009 er indstiftet som påskønnelse af den indsats, veteraner har ydet i international tjeneste i perioden 1948-2009 i en række områder og missioner, hvor der ikke i forvejen er tildelt en dansk anerkendelse i form af en medalje.

Medaljen er resultatet af en politisk indsats for at styrke indsatsen for veteraner. Den blev indstiftet i september 2014. Grunden til at den kun uddeles for missioner op til og med 2009 er, at man i 2010 indstiftede en lignende medalje, der gælder for internationale missioner fra 2010 og frem.

Der er cirka 30.000 veteraner, der af Forsvaret er tildelt medaljen.

Medaljen er af sølv og er udformet med rigsvåbnets tre løver og 9 søblade. På bagsiden af medaljen er indgraveret ordene "Udsendt for Danmark 1948-2009". Medaljens krydsbånd er rødt med 3 lige store hvide striber.